Sådan udnytter du den nye skat

Fra næste år bliver topskatten halveret for hundredtusinder af danskere. Den lavere skattesats udløser også et mindre skattefradrag på pensionsindbetalinger

SÅDAN SPARER DU PÅ BENZINEN
SÅDAN SPARER DU PÅ BENZINEN
AfspilningshastighedNormal
Skift videokvalitet-
Afspilningshastighed
0.25
0.5
0.75
Normal
1.25
1.5
1.75
2
Slå lyden til
00:00
/
01:01
LIVE
Kilde: Newsbreak.dk
Offentliggjort

Nye skatteregler påvirker pensionsindbetalinger

Fra næste år vil mange danskere opleve ændringer i skattefradraget for pensionsindbetalinger, da topskatten bliver lempet. Dette betyder, at skattefradraget for pensionsindbetalinger vil blive lavere, hvilket kan påvirke opsparingen negativt.

Cheføkonom Mads Moberg Reumert fra Danica anbefaler derfor, at man udnytter det nuværende højere fradrag ved at indbetale ekstra til pension inden årsskiftet. På den måde kan man drage fordel af det nuværende skattefradrag, før de nye regler træder i kraft.


Denne faktaboks blev genereret af Labrador AI og korrekturlæst af en journalist.

Fra næste år træder nye skatteregler i kraft, og en af ændringerne er, at skattefradraget for pensionsindbetalinger bliver lavere for mange danskere.

Derfor kan det være en fordel at udnytte det højere fradrag i år til at indbetale ekstra til pension inden årsskiftet.

Sådan lyder anbefalingen fra cheføkonom i pensionsselskabet Danica Mads Moberg Reumert.

Skattefradraget falder 

- Når du indbetaler til pension, får du et skattefradrag, der gør det billigere og mere attraktivt for dig at spare op. Men fordi topskatten lempes næste år for en lang række danskere, bliver dette fradrag også mindre, siger han.

Forklaringen er en smule teknisk. Men i bund og grund handler det om, at skattefradraget også falder, når skattesatsen falder.

Det har betydning for danskere, som har udsigt til, at de fra næste år skal betale en lavere skat, fordi topskatten lempes. Ifølge Skatteministeriet drejer det sig om cirka 280.000 personer.

Fra næste år bliver den nuværende topskat på 15 procent afløst af en ny mellemskat på 7,5 procent, en ny topskat på 7,5 procent og en ny ekstra topskat på 5 procent.

Betale større andel 

- Med den nye skattereform vil den gruppe danskere altså fra næste år selv skulle betale en større andel, når de indbetaler til pension, fordi de vil få mindre i fradrag, siger Mads Moberg Reumert.

Som det er i dag, er der ifølge Skatteministeriet disse skattesatser: En gennemsnitlig kommune- og kirkeskat på i alt 25,7 procent, en bundskat på 12,01 procent og en topskat på 15 procent, hvis man har indtægter over 665.000 kroner før arbejdsmarkedsbidrag i 2025.

Fra næste år bliver topskatten afløst af en ny mellemskat på 7,5 procent, hvis man tjener mellem 665.000 kroner og 806.700 kroner, samt en ny topskat på 7,5 procent for indkomster mellem 806.700 kroner og knap 2,69 millioner kroner. Der kommer også en ny ekstra topskat på 5 procent for indkomster over knap 2,69 millioner kroner. Det fremgår af beregninger fra Danica.

Mellem skat 

For personer med en indkomst på mellem 665.000 kroner og 806.700 kroner falder den samlede skattesats altså med 7,5 procentpoint - fra 52,8 procent til 45,3 procent, fordi der skal betales mellemskat i stedet for topskat.

De to skattesatser udgør også det fradrag på indbetalinger til pension, man kan få henholdsvis i år og næste år, hvis man skal betale mellemskat fra næste år.

- For hver 1000 kroner, man indbetaler før skat, får man i dag knap 528 kroner i fradrag, så man selv reelt betaler 472 kroner, siger Mads Moberg Reumert og uddyber:

Topskatten lempes næste år, men det betyder også mindre skattefradrag for pensionsindbetalinger. Derfor bør du overveje at spare ekstra op i år, lyder rådet fra cheføkonom.

75 kroner er gevinsten 

- Men fra næste år falder skatten og dermed også fradraget til 453 kroner, så man selv kommer til at betale 547 kroner for hver 1000 kroner, man indbetaler til pension.

Forskellen på egenbetaling på 75 kroner for hver 1000 kroner er de 7,5 procent, som skal betales mindre i skat fra næste år, når topskatten bliver afløst af en mellemskat, hvis man tjener mellem 665.000 kroner og 806.700 kroner.

- Og det er de 75 kroner for hver indbetalt 1000 kroner, der er gevinsten ved indbetale ekstra på sin pensionsopsparing inden årsskiftet, hvis man sørger for at udnytte, at man har et højere skattefradrag nu, siger han.

Ifølge Mads Moberg Reumert er der ingen forskel på, om pengene er indbetalt på pensionsopsparingen før eller efter 2026, når de skal udbetales.

FAKTA: Topskatten lempes fra 2026

* I 2023 blev regeringen sammen med et bredt flertal i Folketinget enige om at lempe topskatten fra 2026.

* Med skattereformen bliver den nuværende topskat erstattet af tre nye skatter: en mellemskat, en topskat og en ekstra topskat - også kaldet top-topskat.

* Reformen vil halvere topskatten for omkring 280.000 personer. Og ifølge Skatteministeriet vil ændringen bidrage til, at det bedre kan betale sig at yde en ekstra indsats for disse personer, så arbejdsudbuddet bliver øget.

Kilde: Skatteministeriet.

Powered by Labrador CMS