Sådan kommer du i gang med mikroopsparing

Giv dig selv bittesmå økonomiske udfordringer i hverdagen, og se din opsparing vokse. Selv de mindste beløb gør en forskel.

Offentliggjort

Mange bække små gør en stor å. 

Det gælder også for dine penge. 

Derfor kan det være en idé at spare op en lille smule ad gangen, hvis kronerne fosser ud af din konto hver måned. 

Metoden kaldes mikroopsparing og kan forløses på forskellig vis, fortæller Ann Lehmann Erichsen, der er forbrugerøkonom hos Sydbank. 

Udfordre dig selv

- Man kan sætte et lille mål op for sig selv, hvor man lægger et beløb til side hver dag. Det kan for eksempel være mindst ti kroner, siger hun. 

Måske giver du dig selv en daglig eller ugentlig udfordring. Det kan være, at du afholder dig fra at købe noget, du ellers kunne finde på at smide penge efter. Det kan være en basse fra bageren eller en to go-kaffe fra tanken. Beløbet, du ville have brugt på bassen eller kaffen, sætter du så ind på din opsparing. 

- Det er altid en god idé at give sig selv en form for udfordring eller et lille benspænd, lyder det fra Ann Lehmann Erichsen. 

Fungerer det lille benspænd for dig, kan du løbende hæve barren og udfordre dig selv endnu mere og dermed blive i stand til at spare endnu flere penge op.

FAKTA: Motivér dig selv med drømme og saks

* Hold fast i dine nye små sparevaner ved at lave en form for visuel opslagstavle, hvor du visualiserer, hvad du ønsker at opnå med din mikroopsparing.

* Klip eksempelvis billeder og tekst ud fra magasiner, som du klistrer sammen til en collage.

* Placér vision boardet et sted, hvor du får øje på det i hverdagen og dermed bliver mindet om, hvorfor du sparer op.

Kilde: Ann Lehmann Erichsen, forbrugerøkonom i Sydbank.

Rund op i netbank

En anden form for mikroopsparing kan ske med et par klik inde på din netbank, siger Morten Bruun, der er cheføkonom i Forbrugerrådet Tænk. 

Hver måned, når regningerne skal betales, kan du for eksempel lave et system, hvor du runder beløbet op, og oprundingen lader du stå på budgetkontoen eller sætter ind på din opsparing.

- Hvis regningerne i alt ligger på 5600 kroner, runder du måske op til 6000 kroner, og dermed står der med tiden ekstra penge til uforudsete udgifter, siger Morten Bruun. 

Cheføkonomen anbefaler dog, at du sørger for at lave et stringent system for dine små spareøvelser i hverdagen. Det kan nemlig blive hurtigt blive noget rod, hvis ikke du holder styr på mikroopsparingen. 

- Når opsparingen når op på et stort beløb som for eksempel 50.000 kroner, så er det ikke smart at have pengene stående hist og her på flere forskellige konti, siger Morten Bruun og fortsætter:

- Så skal du måske overveje at investere dem eller bruge dem til at betale af på noget gæld.

Mikroopsparing er velegnet for dig, der har en stram økonomi, og ikke har mulighed for at lægge mange penge til side hver måned. Det vurdere Morten Bruun, der er cheføkonom i Forbrugerrådet Tænk. (Arkivfoto)
Powered by Labrador CMS