Sådan får du tilskud til en varmepumpe

Gør dit forarbejde grundigt, og optimér dine chancer for at få del i Energistyrelsens varmepumpepulje, der igen er åben for ansøgninger

Play video
Offentliggjort

Sådan får du tilskud til en varmepumpe

Energistyrelsens varmepumpepulje er nu åben for ansøgninger, hvilket giver boligejere mulighed for at få statsligt tilskud til at erstatte deres gamle oliefyr med en mere miljøvenlig varmepumpe. Det er vigtigt at sikre, at man opfylder puljens krav, før man ansøger, herunder at huset er et helårshus og opvarmes af oliefyr, gasfyr, elvarme eller biokedel.

Puljen støtter kun de mest energieffektive varmepumper, såsom luft til vand- eller væske til vand-varmepumper. Det er også vigtigt at vælge den rigtige løsning, da der er forskelle i både økonomi og støjniveau, afhængigt af hvilken type varmepumpe man vælger. Ansøgninger behandles efter først til mølle-princippet, så det er en god idé at indsende en kvalificeret ansøgning hurtigt.


Denne faktaboks blev genereret af Labrador AI og korrekturlæst af en journalist.

Drømmer du om at smide husets gamle oliefyr på porten og erstatte det med en varmepumpe, er der nu endnu en gang mulighed for at få statsligt tilskud til det.

Energistyrelsens varmepumpepulje er nemlig åben for årets ansøgninger og er dermed klar til at sende millioner af kroner ud til landets boligejere, så de kan investere i en grønnere varmekilde.

Inden du søger om at få del i pengene, skal du dog sikre dig, at du lever op til puljens krav, fortæller Sarah Videbæk Hundebøl, der er chefkonsulent hos Energistyrelsens Center for Energiadministration, som administrerer varmepumpepuljen.

Kvalificeret søgning 

- Det er en god idé at tage sig tid til at lave en kvalificeret ansøgning, så får man også meget hurtigere svar fra os, understreger hun.

Kun helårshuse kan få tilskud, og du skal være ejer af huset for at søge. Derudover skal huset opvarmes af oliefyr, gasfyr, elvarme eller biokedel - for eksempel et træpillefyr.

En anden vigtig regel er, at der ikke må være politisk vedtagne planer om at udrulle fjernvarme der, hvor du bor.

- Vi modtager desværre en del henvendelser fra folk, der gerne vil hurtigt i gang med at få en varmepumpe, men hvor kommunen endnu ikke har truffet en endelig beslutning om at droppe planerne om fjernvarme, og så kan man ikke søge om tilskud, fortæller Sarah Videbæk Hundebøl.

På Energistyrelsens hjemmeside sparenergi.dk kan du finde en trin for trin-guide til, hvordan du søger varmepumpepuljen.

Mest energieffektive 

Varmepumpepuljen giver i øvrigt kun støtte til at investere i de mest energieffektive varmepumper. Det vil sige enten luft til vand-varmepumpe eller væske til vand-varmepumpe, som også kaldes jordvarme. Du kan dermed ikke få tilskud til at købe en luft til luft-varmepumpe.

Og det er ikke lige meget, hvilken løsning du vælger, fortæller Christina Schjervig, der er bygningskonstruktør og ekspert i byggeteknik og huseftersyn hos Videncentret Bolius.

- Der er en forskel i økonomien. Et jordvarmeanlæg er noget dyrere end et luft til vand-anlæg, siger hun.

Det larmer 

En anden faktor ved den udendørs del af luft til vand-anlægget er, at det larmer, og at der er regler for, hvor mange decibel det må nå op på.

- Du skal derfor især vurdere, hvor det skal placeres - både for din egen skyld og for din nabo, lyder rådet fra Christina Schjervig.

Når du har besluttet dig for, hvilken varmepumpe du er lun på, anbefaler Sarah Videbæk Hundebøl, at du kontakter en varmepumpeinstallatør, som kan vurdere, om dit projekt er realistisk, og hvad det vil koste.

FAKTA: Støtte til grønnere opvarmning

* Målet med varmepumpepuljen er at fremme omstillingen til en grønnere opvarmning af landets huse.

* Puljen støtter konvertering fra olie- og gasfyr til varmepumper i områder, hvor fjernvarme ikke er en mulighed. 

* I år åbnede puljen for ansøgninger 25. februar, og den rummer 159,7 millioner kroner plus midler, der ikke er blevet brugt fra tidligere år.

* Beløbene for tilskuddene ligger fast. Et skift til luft til vand-varmepumpe giver et tilskud på 17.000 kroner, mens et skift til væske til vand-varmepumpe (jordvarme) giver et tilskud på 27.000 kroner.

Kilde: Energistyrelsen.

Tilsagn om tilskud 

Du må dog ikke acceptere et tilbud fra håndværkeren, før du har fået tilsagn om tilskud. Gør du det, er du udelukket fra at få støtte.

Derudover er det vigtigt at være opmærksom på, at du ikke må søge om flere tilskud til projektet fra andre statslige puljer som for eksempel det grønne håndværkerfradrag.

- Deler du varmekilde med andre i for eksempel en andelsforening, er det også kun muligt at få ét tilskud fra puljen til at konvertere til varmepumpe, siger Sarah Videbæk Hundebøl.

Varmepumpepuljen åbnede for ansøgninger 25. februar og uddeles efter først til mølle-princippet.

Powered by Labrador CMS