Professor: Alle bør få denne vaccine
Selv om forskning har tilbagevist misforståelser om hpv-vaccinens bivirkninger og sikkerhed, lever nogle af de sejlivede myter videre, lyder det fra overlæge
Der har i mange år været myter om hpv-vaccinen, der beskytter mod en række kræftformer.
Selv om tilslutningen til vaccinen er blevet bedre med tiden, florerer nogle af de sejlivede myter fortsat i dag.
Det fortæller Jan Blaakær, som er professor i gynækologi på Syddansk Universitet og overlæge ved Odense Universitetshospital.
Vaccinen er sikker
- Det er mit indtryk, at det fortsat er utilstrækkelig information, der gør, at nogle ikke bliver vaccineret mod hpv, siger han.
- Der har tidligere været megen medieomtale om hpv-vaccinens bivirkninger. Men det er fuldstændig faldet til jorden, efter at undersøgelser har vist, at vaccinen er sikker.
Én af myterne om hpv er, at vaccinen kun er for unge kvinder, som ikke har været seksuelt aktive.
- Hpv-vaccinen er en forebyggende vaccine. Den virker bedst, hvis den bliver givet inden seksuel debut. Men bare fordi man har været seksuelt aktiv, er det ikke ensbetydende med, at man også er blevet smittet med hpv, siger Jan Blaakær og uddyber:
- Seksuelt aktive voksne kan altså også have gavn af vaccinen. Hvis man så er blevet smittet med hpv gennem seksuel kontakt, udelukker det heller ikke, at man bliver smittet igen.
- Det er ikke rigtigt
Han forklarer desuden, at der formentlig stadig er nogle, som tror, at det kun er homoseksuelle mænd, der er i risiko for at blive smittet med hpv:
- Men det er altså ikke rigtigt. Hpv smitter ved slimhindekontakt. Det vil altså sige samleje i skede og endetarm eller ved tæt kontakt mellem kønsdele samt oralsex. Kræft i mund og hals er voldsomt stigende i Danmark, og den smitte skyldes jo blandt andet oralsex.
Man kan også have en latent hpv-infektion i slimhinden, forklarer Jan Blaakær.
Det vil sige, at den er skjult og ikke i udbrud - ligesom et forkølelsessår kan være.
- Har man en latent hpv-infektion, og virusset så begynder at formere sig, kan antistofferne i en vaccine også beskytte, siger han.
Hyppigst forekommende
Da man begyndte at vaccinere mod hpv, havde man den tovalente eller firevalente vaccine. Tallet definerer, hvor mange typer hpv den beskytter mod.
- Begge disse vacciner beskytter mod hpv 16 og 18, der er hyppigst forekommende, hvis man får livmoderhalskræft som ung, siger Jan Blaakær.
- Men hpv-vaccinen, man får i dag, er nivalent. Den beskytter mod syv kræftfremkaldende virus og to vortevirus. Når man bliver over 40 år, er det de nye kræftfremkaldende virus i den opdaterede vaccine, der forekommer hyppigst.
Han anbefaler derfor, at kvinder, der som unge har fået den tovalente eller firevalente hpv-vaccine, bliver vaccineret med den nye vaccine kaldet Gardasil 9, når de er mellem 40 og 45 år.
Kan trygt lade sig vaccinere
Statens Serum Institut (SSI) oplyste i oktober, at dets forskere har aflivet påstanden om, at den nye hpv-vaccine skulle skabe ubalance i immunforsvaret og medføre sygdomme, såsom autoimmune og inflammatoriske lidelser.
Det skete på baggrund af en stor undersøgelse, der har set på 350.000 danske piger og drenge i alderen 10 til 17 år. Og konklusionen er altså, at piger og drenge trygt kan lade sig hpv-vaccinere, lød det fra SSI.