Populært dansk popband trækker stikket hele næste år
Efter endnu et år med en koncertturné og festivalkoncerter holder Folkeklubben pause i hele 2025, hvor de vil indspille nyt materiale og samle inspiration.
Det danske band Folkeklubben vil ikke være at finde på festivalplakater og eventkalendere næste år.
I 2025 holder bandet, der består af Kjartan Arngrim, Rasmus Jusjong og Rasmus Dall, en pause fra at optræde.
Sådan lyder det i et opslag på Folkeklubbens Instagram-konto.
Ses på den anden side
- Kære alle venner af Klubben. Folkeklubben holder pause hele 2025. Tiden skal bruges på at samle inspiration, skrive sange og indspille nyt materiale, lyder det i opslaget, der fortsætter:
- Som forsangerens mor formulerede det efter debutudgivelsen for snart 12 år siden: "Nu drejer alt i verden sig jo ikke om Folkeklubben". Hun har ret. I hvert fald hvad 2025 angår. Vi ses på den anden side.
2024 har også været et travlt år for popbandet, der både har været på en indendørsturné og spillet på festivaler som Heartland Festival, Smukfest og Tønder Festival.
Ikke flere koncerter
Ifølge Folkeklubbens hjemmeside er der på nuværende tidspunkt ikke planlagt flere koncerter resten af året.
Derfor må Folkeklubben-fans altså vente til 2026, før at de kan se det dansksprogede popband igen.
Siden Folkeklubben blev stiftet 2011 har bandet udgivet seks album, der blandt andet rummer sange som "Fedterøv", "Sort Tulipan" og "Blomsten og Vasen".
Bandet har desuden samarbejdet med rapgruppen Suspekt på det populære nummer "Danmark".