Mangeårig Iron Maiden-trommeslager trækker sig fra turnélivet

72-årige Nicko McBrain stopper med at turnere i Iron Maiden, når bandet afslutter turné lørdag i Brasilien

Offentliggjort

Nicko McBrain trækker sig fra Iron Maidens turnéliv

  • Nicko McBrain, den mangeårige trommeslager i Iron Maiden, har meddelt sin beslutning om at trække sig tilbage fra turnélivet. Den 72-årige musiker vil spille sin sidste koncert med bandet i São Paulo, Brasilien.
  • McBrain afslørede sidste år, at han havde lidt af et slagtilfælde, hvilket har påvirket hans helbred og evne til at turnere. Det er endnu uklart, om han vil fortsætte med at bidrage til bandets albumudgivelser i fremtiden.
  • Iron Maidens manager, Rod Smallwood, har takket McBrain for hans mangeårige indsats og antydet, at en ny trommeslager allerede er fundet. Bandet planlægger at annoncere den nye trommeslager inden deres kommende turné næste år.

Denne faktaboks blev genereret af Labrador AI og korrekturlæst af en journalist.

Den mangeårige trommeslager i den engelske heavy metalgruppe Iron Maiden, Nicko McBrain, trækker sig tilbage fra turnélivet, meddeler gruppen på sin hjemmeside.

Den 72-årige brite stopper med at spille live med gruppen, når Iron Maiden lørdag i Brasilien har spillet den sidste koncert på bandets "Future Past World Tour".

- Efter mange overvejelser er det med både sorg og glæde, at jeg meddeler min beslutning om at tage et skridt tilbage fra knokleriet ved det intensive turnéliv.

Sidste koncert

- I dag, 7. december, São Paulo, vil blive min sidste koncert med Iron Maiden. Jeg ønsker bandet al succes i fremtiden, lyder det fra Nicko McBrain på hjemmesiden.

Trommeslageren afslørede sidste år, at han tidligt på året var blevet ramt af et slagtilfælde, som i en periode gjorde ham lam i højre side, blandt andet i skulderen.

Det fremgår ikke direkte, om han stopper helt i bandet, eller om han fortsat vil deltage i eventuelle kommende albumudgivelser fra det snart 50 år gamle band.

Nicko McBrain, der her ses i 2012, har døjet med helbredsproblemer. Lørdag meddelte han, at han trækker sig fra at turnere med Iron Maiden efter 42 år.

Denne model ses blandt andet hos et andet verdenskendt heavy metal-band Judas Priest.

Her er den mangeårige guitarist Glenn Tipton fortsat medlem af bandet og bidrager ved albumindspilninger, selv om han på grund af Parkinsons sygdom kun har deltaget yderst sporadisk ved koncerter siden 2018.

Nicko McBrain nævner i meddelelsen på hjemmesiden, at han vil fokusere på andre musikalske projekter.

Takker på vegne af bandet 

Iron Maidens mangeårige manager, Rod Smallwood, takker på vegne af bandet Nicko McBrain for hans indsats. Manageren antyder samtidig, at der bliver tale om en permanent erstatning.

- Maiden får altid sin mand, og vores nye trommeslager, som allerede er fundet, bliver meget snart annonceret, siger Rod Smallwood.

Nicko McBrain har været medlem af Iron Maiden i 42 år, siden han i slutningen af 1982 afløste nu afdøde Clive Burr, som spillede med på bandets tre første albumudgivelser.

Nicko McBrain har efterfølgende medvirket på 14 albumudgivelser og et hav af livealbums. Fire af albumudgivelserne har ramt førstepladsen på den britiske hitliste.

Iron Maidens seneste albumudgivelse, Senjutsu, fra 2021 nåede andenpladsen på den britiske hitliste og tredjepladsen på den amerikanske hitliste.

Det er uvist, hvem der skal erstatte Nicko McBrain i Iron Maiden på bandets "Run For Your Lives World Tour", der begynder i maj næste år.

9. juni næste år spiller Iron Maiden en allerede udsolgt koncert i Royal Arena i København.

Trommeslageren Nicko McBrain (nummer to fra venstre) var 30 år, da han blev medlem af Iron Maiden. Her er bandet fotograferet i 1983 med det lineup, der fra 1983-1988 udgav fire albums, der rangerer som klassiske i bandets historie. Fra venstre er det guitarist Dave Murray, Nicko McBrain, sanger Bruce Dickinson, guitarist Adrian Smith og bassist Steve Harris.
Powered by Labrador CMS