Berømt sanger død
Blev kun 66 år - og optrådte til sidst i kørestol
Den tidligere forsanger for Iron Maiden, Paul Di'Anno, er død.
Paul Di'Anno blev 66 år, bekræfter hans pladeselskab Conquest Music på vegne af sangerens familie.
Det skriver Metal Hammer.
Paul Di'Anno, der blev født den 17. maj 1958 i Chingford, Øst London, var mest kendt for sin tid som forsanger i det engelske heavy metal band Iron Maiden fra 1978 til 1981.
Han medvirkede på bandets banebrydende debutalbum 'Iron Maiden' og den indflydelsesrige opfølger 'Killers', skriver Metal Hammer.
Den populære sanger var ramt af sygdom i de senere år, hvilket betød, at han optrådte i en kørestol.
Dødsårsagen er ikke oplyst.
Kokainmisbrug
Paul Di'Anno havde svært ved at holde sig fra fristelserne ved livet som rockstjerne.
Det er veldokumenteret - også af ham selv - hvordan han blandt andet blev storforbruger af kokain, og efterhånden fik han mere og mere svært ved at præstere til de koncerter, som var med til at løfte Iron Maiden frem.
I 1981 var han med til at indspille gruppens andet album, Killers, men samme år blev han fyret af bandet.
Paul Di'Annos sidste koncert med Iron Maiden blev spillet 10. september 1981, og den foregik i Odd Fellow Palæet i København.
Stor fan
Til stede den aften var den dengang 17-årige Lars Ulrich, som var stor fan af bandet, og som senere dannede Metallica.
- På det tidspunkt vidste man ikke, at det var deres sidste koncert med Paul Di'Anno.
- Jeg fik mig mingeleret backstage og endte med at sidde og drikke bajere med Paul Di'Anno og Steve Harris (Iron Maidens bassist og stifter, red.), sagde Lars Ulrich i 2022 til Ekstra Bladet.
Drømmer sig tilbage
Afskeden med Paul Di'Anno blev samtidig startskuddet til, at Iron Maiden med afløseren som forsanger, Bruce Dickinson, tog skridtet op i verdenseliten som et af verdens største heavy metal-bands i historien.
Alligevel kan man finde mange Iron Maiden-fans, der drømmer sig tilbage til dagene med Paul Di'Annos rå og nærmest punkagtige vokal.