Kvinde kidnappet 

Østrigs udenrigsministerium og ambassade i Algeriet arbejder på sag, hvor kvinde er blevet kidnappet i Niger

Offentliggjort

En 73-årig østrigsk kvinde ved navn Eva Gretzmacher er blevet kidnappet i Agadez, Niger. Østrigs udenrigsministerium har bekræftet hændelsen og arbejder sammen med ambassaden i Algeriet samt lokale myndigheder for at løse sagen.

Ifølge lokale medier blev Gretzmacher bortført fra sit hjem af bevæbnede mænd, der tvang sig adgang lørdag aften. Hun har boet i Niger i 28 år og har tidligere modtaget trusler om kidnapning.


Denne faktaboks blev genereret af Labrador AI og korrekturlæst af en journalist.

En østrigsk kvinde er blevet kidnappet i byen Agadez i Niger.

Det oplyser Østrigs udenrigsministerium sent søndag aften til nyhedsbureauet AFP.

- Vi kan desværre bekræfte sagen, lyder det i en e-mail.

Det er Østrigs ambassade i Algeriets hovedstad, Algier, som har ansvaret for sager om østrigske statsborgere i Niger, der er naboland til Algeriet.

Var blevet informeret 

Tidligere lød det fra udenrigsministeriet, at den østrigske ambassade var blevet "informeret om en mulig kidnapning af en østrigsk kvinde i Agadez".

Det lokale medie Air-Info i Agadez skriver, at der er tale om den 73-årige Eva Gretzmacher, som er boet i den nigerske by i 28 år.

Agadez er også kendt som "porten til ørkenen".

Har ingen kommentarer 

Myndighederne i Niger, heriblandt borgmesteren i Agadez, har afvist at kommentere sagen.

Den østrigske ambassade siger, at den er i kontakt med flere andre lande, med EU's delegation i Niger og med de regionale myndigheder i Niger om sagen.

Østrigs udenrigsministerium siger samtidig, at det har bedt Nigers udenrigsministerium om hjælp i sagen.

Ifølge Air-Infos oplysninger dukkede kidnapperne op ved Gretzmachers hjem lørdag aften. Her tvang de med trukket pistol vagten foran hendes hjem til at åbne døren.

Agadez i Niger er også kendt som "porten til ørkenen".

Tvang kvinden med 

Da de var kommet ind i huset tvang de angiveligt kvinden med ind i et køretøj. De skal ifølge mediet ikke have stjålet nogle genstande fra hendes hjem.

Udenrigsministeriet har dog ikke selv udtalt sig om forløbet.

Ifølge Air-Info og den østrigske avis Kurier stiftede Eva Gretzmacher, som er født i Østrigs hovedstad, Wien, i 2010 et center, hvorigennem hun arbejdede med projekter inden for uddannelse, sundhed, økologi, kultur og kunst.

Modtog trusler 

I 2021 modtog hun ifølge Air-Info trusler om kidnapning.

Niger, som ligger i i Sahel -regionen i det nordlige Afrika, er præget af fattigdom.

Den nigerske junta har styret landet, siden juli 2023, hvor præsident Mohamed Bazoum blev væltet i et militærkup.

Powered by Labrador CMS