Hver anden dansker har oplevet det
Det er langt fra et ukendt begreb, men nu viser det sig, at hver anden har oplevet det i trafikken
Det er langt fra unormalt, at danske bilister møder vejvrede, når de begiver sig ud i trafikken.
Sådan lyder resultatet af en ny undersøgelse foretaget af GF Forsikring.
Det viser sig nemlig, at mere end hver anden dansker har oplevet aggressiv opførsel fra en medtrafikant.
Kan være undgået
- Det er min klare fornemmelse, at mange skader og uheld kunne være undgået, hvis folk lige trækker vejret og tæller til ti, inden pulsen ryger alt for højt op. For når man bliver irriteret over, hvad alle andre gør i trafikken, fjerner det fokus fra det, det egentligt handler om: At køre bil, når man kører bil, siger direktør for Skadehjælp i GF Forsikring, Martin Rundager.
Undersøgelsen viser, at de størstes irritationsmomenter for danske bilister er hasarderede overhalinger, tæt kørsel eller hvis en forankørende er for langsom til at trække ind på motorvejen.
Særligt travlhed
Her fremgår det også, at det særligt er travlhed, der er den udslagsgivende faktor, når unge bliver spurgt, hvorfor de bliver vrede i trafikken.
- Jeg synes, de unges selvindsigt kan være et forbillede for mange af os andre. For vi burde gøre som flertallet af de unge i undersøgelsen, nemlig at se indad. Samtidig skal vi ikke tage fejl i trafikken personligt, men højere grad vise overskud til hinanden. Så tror jeg, at vi i fremtiden kan lægge en dæmper på vreden på de danske veje – og det kan i sidste ende påvirke skadestatistikken positivt, lyder det fra direktøren.
