Hver anden bilist bliver tosset over dette

Vejdirektoratet med ny kampagne til at hjælpe med problemet

Offentliggjort

Hvis der er én ting, som kan skabe irritation hos de danske billister, så er det alle "de andre" trafikanter på motorvejen. 

Specielt når de ikke trækker ind til højre, når der er plads. 

En ny undersøgelse fra Verian, lavet for Vejdirektoratet, viser at det faktisk er det, de danske billister irriterer sig mest over. 

Det skriver vejdirektoratet i en pressemeddelelse.

Hele 54 procent af deltagerne i undersøgelsen valgte trafikanter, som ikke holder til højre, som én af de ting, der irriterede dem mest. 

Det skaber bedre flow i trafikken, når man husker at holde til højre, så de bagvedliggende kan komme forbi.

Påvirker ikke kun humøret 

Udover medtrafikanternes humør, har det også en negativ effekt på trafiksikkerheden, når bilister ikke holder til højre. 

"Når man ikke holder til højre, kan det give anledning til frustration blandt andre trafikanter, og kan medvirke til risikabel adfærd som ulovlige overhalinger højre om, kraftige opbremsninger og kørsel tæt på forankørende", fortæller Marianne Foldberg Steffensen, der er afdelingsleder i Vejdirektoratet.

Selvom det kan opleves som det letteste at ligge i midterbanen, skal man rykke ind til højre, når muligheden byder sig.

FAKTA: Største irritationer i trafikken

Ifølge undersøgelsen er det disse fem ting ved andre trafikanter, der irriterer flest danske bilister:

  1. De holder ikke til højre – 54 %
  2. De holder ikke afstand til bilen foran – 49 %
  3. De bruger ikke blinklyset – 29 %
  4. De er fokuseret på andet end deres kørsel – 28 %
  5. De kører egoistisk – 26 %

Antal respondenter: 1274. Målgruppe: Bilister 18+ år, der kører mere end 3000 km. årligt privat eller i forbindelse med erhverv. Kilde: Verian.

Mere plads på vejene

Marianne Foldberg Steffensen forklarer, at de billister som ikke holder til højre, i princippet blokerer flere vognbaner, da det er ulovligt at overhale højre om. 

Derfor - når bilisterne husker at holde til højre - bliver der reelt set mere plads på vejene til at afvikle trafikken. 

For at sætte fokus på problemet, har Vejdirektoratet i dag, den 24 september, lanceret kampagnen "Hold til højre". 

Kampagnen skal gøre trafikanterne opmærksom på, at det øger både trafiksikkerheden og fremkommelighed, når de holder til højre

Og så er det i øvrigt ulovligt ikke at holde til højre.

Når bilisterne husker at holde til højre, bliver der mere plads på vejene til at afvikle trafikken.
Powered by Labrador CMS