Holger Rune klar til ottendedelsfinalen i Indian Wells

Slår sig videre i tre sæt natten til mandag

Historien Om Tennis
Historien Om Tennis
AfspilningshastighedNormal
Skift videokvalitet-
Afspilningshastighed
0.25
0.5
0.75
Normal
1.25
1.5
1.75
2
Slå lyden til
 
00:00
/
00:52
LIVE
Offentliggjort Sidst opdateret

Den danske tennisstjerne Holger Rune er klar til ottendedelsfinalen i ATP 1000-turneringen i Indian Wells.

Natten til mandag dansk tid vandt han i en meget jævnbyrdig forestilling mod franske Ugo Humbert.

Den 12.-seedede dansker vandt efter 2 timer og 37 minutters tennis med cifrene 5-7, 6-4, 7-5 over den 18.-seedede modstander.

Rykket til den store bane

Kampen skulle have været spillet på en af de små arenaer, men blev rykket til den største, da det oprindelige program var kvikt overstået.

Dermed skulle to danskere i aktion på Stadium 1, da Clara Tauson spiller på samme bane umiddelbart efter Rune.

Og Rune og Humbert leverede en flot kamp på den største scene, hvor Rune lige havde det højeste niveau, da det hele skulle afgøres.

I ottendedelsfinalen på tirsdag venter nu den formstærke græker Stefanos Tsitsipas, der er nummer ni i verden.

Fjerde sejr

I tre indbyrdes kampe tidligere i karrieren havde Rune gjort rent bord med samlet 7-0 i sæt mod Humbert, men denne gang var franskmanden kommet for at spille med om sejren.

Humbert tog initiativet i duellerne, mens Rune ofte blev passiv på baglinjen. Runes udholdenhed i duellerne gav da også franske fejl, men Humbert slog også klart flest vindere.

Rune havde særligt i starten problemer med at få serven til at køre, og det var Humbert, der kom til flest breakchancer. Blandt andet måtte Rune afværge tre af slagsen ved stillingen 1-2.

Begge holdt dog serv langt ind i sættet. Rune missede sine to første muligheder for at bryde ved 5-5, og i stedet afgjorde Humbert sættet til sin fordel ved at udnytte sin i alt syvende breakmulighed til sætsejr 7-5.

En helt anden autoritet

Til gengæld kom Rune ud til andet sæt med en helt anden autoritet. Han tog styringen i duellerne og tvang modstanderen til at begå en masse fejl. Danskeren brød rent til både 1-0 og 3-0.

Godt nok reducerede Humbert til 2-3, men derfra holdt Rune sin serv sikkert og udlignede i sætscoren.

Det bedste sæt

Tredje sæt var i perioder det bedste. Særligt partiet ved stillingen 3-3 havde et mesterligt niveau, hvor Rune spillede sig til to chancer for at bryde, men Humbert servede sig ud af problemerne.

Man havde dog følelsen af, at Rune havde det højeste topniveau, og det bragte han i spil på det bedst tænkelige tidspunkt.

Danskeren brød til 6-5 og holdt efterfølgende sin serv rent til sætsejr 7-5.

Powered by Labrador CMS