Afslører: Her er den nye direktør

Niels Bo Daugaard har spillet for Ikast og AGF i Superligaen. Nu bliver han direktør for Danmarks Cykle Union

Offentliggjort Sidst opdateret

Tidligere fodboldspiller bliver ny direktør for Danmarks Cykle Union

Niels Bo Daugaard, en tidligere professionel fodboldspiller med erfaring fra Superligaen, er blevet udnævnt som den nye administrerende direktør for Danmarks Cykle Union. Han tiltræder stillingen efter Jens-Erik Majlund og bringer både sportslig og kommerciel erfaring til rollen.

Daugaard vil fokusere på at styrke både bredde- og elitecykling samt udvide DCU's kommercielle partnerskaber. Målet er at fastholde og udbygge Danmarks position som en førende cykelnation, samtidig med at respektere forbundets stolte traditioner og værdier.


Denne faktaboks blev genereret af Labrador AI og korrekturlæst af en journalist.

Det bliver en tidligere professionel fodboldspiller, der skal varetage den øverste driftspost i Danmarks Cykle Union.

Fredag meddeler DCU, at Niels Bo Daugaard på mandag tiltræder som unionens administrerende direktør.

Han afløser Jens-Erik Majlund, der stoppede i jobbet ved udgangen af februar.

Fortid i sportens verden 

Den nye DCU-direktør har haft ledende stillinger i detailsektoren, men han har også en fortid i sportens verden. Han er tidligere professionel fodboldspiller og opnåede blandt andet superligakampe for Ikast og AGF.

- Med Niels Bo Daugaard som ny direktør får vi en leder, der har rødder i foreningslivet og kan forene det udgangspunkt med en kommerciel udvikling.

- Vi står midt i en guldalder for dansk cykelsport, og opgaven er lige nu at sikre, at den succes også skaber et stærkt og bæredygtigt fundament fremadrettet, siger DCU-formand Morten Anderson.

Niels Bo Daugaard var i december 2001 med til at banke Lyngbys amatører med 7-0 i Superligaen.

Styrke DCU's initiativer

Som en del af sin nye rolle vil Niels Bo Daugaard arbejde for at styrke DCU's initiativer inden for både bredde- og elitecykling samt udvide forbundets kommercielle partnerskaber.

Ambitionen er at sikre, at dansk cykling kan fastholde og udbygge sin position som en af verdens førende cykelnationer både sportsligt og organisatorisk, skriver cykelunionen.

Den nye direktør pointerer, at han ikke skal lave en revolution fra den ene dag til den anden.

- Det kræver respekt for de stolte traditioner og stærke foreningsværdier at udvikle et moderne forbund og de kommercielle muligheder, der følger med. DCU skal rumme både bredde og elite, for der er netop en helt særlig styrke i fællesskabet og sammenhængskraften, siger han.

Tumultarisk periode

Ansættelsen kommer på bagkant af en tumultarisk periode i DCU. Før et ekstraordinært repræsentantskabsmøde i februar kunne bestyrelsen ikke træffe beslutninger, efter at flere medlemmer havde trukket sig.

Nu har den midlertidige bestyrelse, hvoraf flere er på valg igen senere i marts, fået besat en af forbundets nøgleposter.

Powered by Labrador CMS