Frygt: Øget risiko for sygdom
Mange kvinder går med ubehandlet forhøjet blodtryk efter fødsel. Overlæge kalder på bedre forebyggelse
Mange kvinder rammes af forhøjet blodtryk under graviditeten, og det bliver som regel fulgt nøje på fødeafdelingen.
Men når kvinden har født og efter en uge ikke længere følges på obstetrisk afdeling, så går der syv uger, før den første aftale hos egen læge typisk finder sted. Det fortæller Bolette Friderichsen, formand for Dansk Selskab for Almen Medicin.
25 procent
Nu viser et nyt studie fra Statens Serum Institut (SSI), at 44 procent af kvinder med forhøjet blodtryk under graviditeten starter på blodtrykssænkende medicin inden for to år efter fødslen.
Samtidig viser studiet, at op mod 25 procent af kvinder med forhøjet blodtryk under graviditet indløser den første recept på blodtrykssænkende medicin tre måneder eller længere tid efter fødslen.
Risiko senere i livet
Det er ikke godt nok, lyder det fra Morten Beck Sørensen, der er overlæge på fødeafdelingen ved Herlev Hospital og forsker i kvindesygdomme.
- Det sætter kvinderne i forhøjet risiko for at få kronisk forhøjet blodtryk, og dermed en øget risiko for både hjerneblødning og hjertesygdomme senere i livet, siger han.
Han så gerne, at der blev indført nationale og regionale retningslinjer, så man så hurtigt som muligt efter fødslen kan få behandlet de nybagte mødre for på den måde at forebygge følgesygdomme.
Oplagt at overvåge
- Der er behov for meget mere opmærksomhed og flere ressourcer til efterforløbet af kvindernes graviditet.
- Det ville være oplagt at fortsætte det intense overvågningsprogram, som de fleste fødeafdelinger har under graviditeten også efter fødslen.
Han foreslår konkret et telemedicinsk forløb, hvor kvinden selv måler sit blodtryk og elektronisk indrapportere det til fødeafdelingen.
Vindere og tabere
Bolette Friderichsen mener, at man skal overveje, om et sådan tiltag ville gøre mere skade end gavn.
- Der er også noget, der hedder overbehandling, og der vil være vindere og tabere i et sådan forløb.
- Kvinderne kan gå hen og blive bekymrede og belastede i en situation, hvor der måske er vigtigere ting, som for eksempel at få etableret amning. Det kan jo få betydning for det forløb, der er mellem mor og barn også, lyder det fra formanden.
Hos egen læge
Bolette Friderichsen påpeger, at obstetrisk afsnit vil sende en opfølgningsplan til kvindens egen læge, hvis hun stadig har forhøjet blodtryk ved afslutning af forløbet.
Herefter kan kvinden selv bestille tid hos egen læge, hvis der skulle være behov for det.
Hun understreger, at det må være op til Sundhedsstyrelsen som myndighed at vurdere studiet fra SSI i en sammenhæng og dermed beslutte om, der er brug for nationalt nedsatte retningslinjer på området.