Flyselskab politianmeldt 

KLM brugte betegnelser, der kunne vildlede forbrugerne, ved at kalde sine flyrejser for "mere bæredygtige"

Play video
Offentliggjort

KLM politianmeldt for vildledende bæredygtighedsudsagn

Forbrugerombudsmanden har politianmeldt KLM for at bruge vildledende udsagn i en radioreklame, hvor selskabet hævdede, at deres flyrejser var 'mere bæredygtige'. Dette skete på trods af, at kun én procent af deres brændstof er bæredygtigt ifølge EU-reglerne.

Forbrugerombudsmand Torben Jensen mener, at KLM's udsagn om at have taget 'et stort skridt' mod bæredygtighed ikke stemmer overens med virkeligheden. Markedsføringsloven forbyder vildledende oplysninger, og lignende sager har tidligere resulteret i bøder til virksomheder som BMW og Copenhagen Cartel.


Denne faktaboks blev genereret af Labrador AI og korrekturlæst af en journalist.

Forbrugerombudsmanden har politianmeldt luftfartsselskabet KLM for at anvende vildledende udsagn om bæredygtighed af selskabets flyrejser i en radioreklame.

Det fremgår af Forbrugerombudsmandens hjemmeside, hvor det også er uddybet, hvad der kan have fået nogle forbrugere til at tro, at det er bæredygtigt at rejse med hollandske KLM.

I en radioreklame bragt i 2023 fremgik det, at man kunne rejse "mere bæredygtigt" ved at flyve med KLM.

Bæredygtigt brændstof 

Begrundelsen var, at KLM fremover ville anvende "en del bæredygtigt brændstof".

Der var dog kun tale om, at én procent af det flybrændstof, som KLM anvendte, ville blive skiftet ud med brændstof, der ifølge EU-reglerne kan kategoriseres som bæredygtigt brændstof.

Derfor mener forbrugerombudsmand Torben Jensen, at KLM tog munden for fuld ved at hævde, at man havde taget "et stort skridt" i retning af at rejse mere bæredygtigt.

KLM er politianmeldt af Forbrugerombudsmanden, fordi selskabet har omtalt sine flyrejser som mere bæredygtige, end der er belæg for.

Stemmer ikke overens 

- Det er Forbrugerombudsmandens opfattelse, at de én procent ikke stemmer overens med den forståelse, forbrugerne fik af udsagnet om "et stort skridt", hedder det på hjemmesiden.

Markedsføringsloven siger, at virksomhederne ikke må anvende urigtige eller vildledende oplysninger i reklamer.

Hvis forbrugere kan ende med at købe en vare, som de ellers ikke ville have købt, hvis de havde kendt den fulde historie, så kan der udstedes bøder.

Fokus på bæredygtighed 

Forbrugerombudsmanden har igennem længere tid haft fokus på anvendelsen af begrebet bæredygtighed i reklamer.

Kort før jul accepterede bilproducenten BMW en bøde på tre millioner kroner for at have betegnet sig selv om "Verdens mest bæredygtige bilproducent".

Og for et år siden blev Copenhagen Cartel også politianmeldt for at vildlede forbrugerne om andelen af genanvendt plast fra verdenshavene, som var indeholdt tøjmærkets produkter.

I slutningen af oktober sidste år offentliggjorde Forbrugerombudsmanden desuden nye anbefalinger til markedsføring med udsagn om klima, miljø og bæredygtighed.

Powered by Labrador CMS