Kunder føler sig bondefanget af Peugeot Danmark

Peugeot-importør kan have vildledt kunder med en sløjfet otte års garantikampagne på Peugeot E-3008, mener jura-eksperter

Offentliggjort Sidst opdateret

Citathistorie fra: Motormagasinet

Da Peugeot Danmark sidste år lancerede elbilen E-3008, blev der reklameret med en otteårig serviceaktiveret garanti under navnet Peugeot Allure Care. 

I dag er alle spor af kampagnen dog blevet fjernet, og kunder, der købte bilen med forventningen om garantien, står skuffede tilbage.

Garantikonceptet, som findes i flere europæiske lande, herunder Tyskland, er ikke blevet udrullet i Danmark. Alligevel blev det markedsført gennem nyhedsbreve og på Peugeot Danmarks egen hjemmeside. Det skriver branchemediet Motor-magasinet, der har talt med flere kunder, der føler sig snydt, fordi garantien alligevel ikke fulgte med, da de fik leveret bilen.

- Bondefangeri

- Det er det, man på godt dansk kalder bondefangeri. Det føler jeg, jeg er blevet udsat for af Peugeot Danmark. Jeg har intet at sige om forhandlerne eller selve bilen, men importøren har et forklaringsproblem, siger Keld Clément, Peugeot E-3008-kunde.

Juraprofessor Birgit Liin fra Aarhus Universitet vurderer, at sagen kan udgøre et brud på markedsføringsloven:

- Der kan være tale om vildledende markedsføring i henhold til markedsføringslovens § 5, særligt stk. 2, nr. 8, der omhandler urigtige oplysninger om forbrugerens rettigheder, siger hun til Motor-magasinet og uddyber:

Flere bilkøbere føler sig snydt efter de har købt en Peugeot e-3008 i den tro, at der fulgte en 8-års serviceaktiveret garanti med bilen

- Forbrugere har formentlig baseret deres beslutning på oplysningen om garantien, f.eks. ved at sælge deres gamle bil, besøge bilforhandleren og måske indhente en aftale om køb. Det er tilstrækkeligt til, at oplysningen kan have påvirket forbrugernes økonomiske adfærd.

- Kan være tale om vildledende markedsføring

Michael Ern Nielsen, advokat og juridisk rådgiver hos FDM, deler denne vurdering:

- Der kan godt være tale om vildledende markedsføring, hvilket vi selvfølgelig ikke ønsker for vores medlemmer, siger han til Motor-magasinet.

Motor-magasinet har også talt med Frederik Storm Thomsen, fuldmægtig hos Forbrugerombudsmanden, der ikke kan udtale sig om specifikke sager, men udtaler sig generelt:

- Kan klage

- Hvis en importør har markedsført sig med en kampagne, hvor garantien ikke er inkluderet, vil der kunne være tale om vildledende markedsføring. Kunder, der føler sig påvirkede af dette, kan klage til Forbrugerombudsmanden.

Importørvirksomheden Wismo Group, der står bag Peugeot Danmark, skriver i et svar til Motor-magasinet, at garantikonceptet aldrig har været omtalt i tv- eller reklameannoncering. 

Da virksomheden blev forelagt dokumentationen og eksperternes vurdering, vender Wismo Group tilbage og svarer:

- Vi har ikke yderligere kommentarer til sagen.

Powered by Labrador CMS