Få bugt med frygten for at tale med banken
Forberedelse er nøglen til at overvinde frygten for banken, lyder rådet fra adfærdsdesigner. Du skal vide, hvad du ønsker, og hvad du er værd
Mødet med banken kan være skræmmende. Pulsen stiger, og hænderne føles pludselig tungere. Måske er der en lille følelse af at stå med hatten i hånden. Der kan opstå en frygt, som udspringer fra følelsen af at miste kontrollen.
Bankens jargon kan også være svær at forstå, og man kan føle sig utilstrækkeligt forberedt på de beslutninger, der skal tages.
Netop derfor er solid forberedelse et af værktøjerne til at få overvundet sin frygt for at tale med banken. Det fortæller Henrik Dresbøll, som er adfærdsdesigner og direktør i bureauet WElearn samt forfatter til flere bøger om adfærd.
Stabile og forudsigelige kunder
- Banker elsker stabile og forudsigelige kunder. Forbered dig grundigt ved at have et overblik over din egen økonomi. Du skal altså kende dine indtægter og udgifter samt finde ud af, om du afdrager på al gæld, siger han og fortsætter:
- Når du har det overblik, kan du også bedre kende din egen værdi.
Ifølge Henrik Dresbøll er menneskelig adfærd mangfoldig og ikke altid rationel. Når det kommer til økonomi, er den i endnu mindre grad rationel.
- Selv hvis man i andre sammenhænge kan prutte om prisen og få sig selv til at sige: "Jeg er fra Jylland, kan jeg ikke lige få fem procent?", kan krejlergenet forstumme af den autoritetstro, mange har over for banken, siger han.

Får noget og giver noget
Han vurderer, at det ikke bør være sådan, for i bund og grund er bankens produkt en transaktion, hvor man får noget og giver noget.
- Men det er nemt at miste overblikket, når man kommer i en autoritetsrelation. Du kan gøre det nemmere for dig selv ved at forberede en simpel tjekliste, som du skal gennemgå, siger Henrik Dresbøll og uddyber:
- Spørg, om banken kan tilbyde lidt bedre renter på udlån og indlån, og om der er nogle gebyrer, som du kan slippe for at betale.
Start i det små
Hvis du føler dig usikker, kan en god strategi være at starte i det små, anbefaler han:
- Bed om at få sløjfet et gebyr i stedet for at true med at skifte bank. Hvis banken giver sig, har du allerede lidt mere selvtillid, og du kan bygge videre på succesoplevelsen.
Der er en risiko for, at du får et nej fra banken. Det svar kan godt føles ubehageligt.
Adfærdsdesignerens råd lyder, at du forbereder dig på, hvordan du skal reagere i den situation.
- Et positivt modsvar kan være, hvis du kan træne din hjerne til at spørge høfligt, hvad der så skal til for at få de vilkår, du ønsker, siger han.

Ligeværdig sparringspartner
Også privatøkonom i PFA Camilla Schjølin Poulsen fremhæver tonen.
- Når man taler med sin bankrådgiver, er det vigtigt ikke at være hverken arrogant eller underdanig, siger hun.
- Tal i stedet med bankrådgiveren som en ligeværdig sparringspartner. Der er intet galt i at sige, at man forventer de bedste renter og laveste udgifter.
Det sidste råd fra Henrik Dresbøll er, at du skal huske at følge op. Sådan arbejder sælgere, og det kan vi lige så godt lære noget af.
- Det er især relevant, hvis banken har svaret, at det ikke er muligt at få lånet nu. Lav en påmindelse om tre eller seks måneder, og spørg igen. For vi ved, at vedholdenhed ofte kan betale sig, siger han.