DR stiller nye krav til seere

Fra og med 30. september bliver det obligatorisk at bruge login, hvis man vil se on demand-indhold på DRTV

Offentliggjort Sidst opdateret

KORT RESUMÈ AF ARTIKLEN

Fra 30. september 2023 kræver DRTV login for at se arkiveret indhold, hvilket skal forbedre brugeroplevelsen ved at tilbyde personaliseret indhold.

Login giver DRTV mulighed for at tilpasse indhold baseret på brugerens præferencer og tidligere valg, hvilket gør oplevelsen mere relevant.

Over 1,2 millioner brugere har allerede oprettet et login, og DR arrangerer hjælp til teknisk support rundt omkring i Danmark.

Denne faktaboks blev genereret af Labrador AI og korrekturlæst af en journalist.

Brugere af DRTV har indtil nu selv kunnet vælge, om de ville bruge login, når de ville se arkiveret indhold på appen.

Men fra og med 30. september er der ikke længere nogen vej udenom: Fra den dato bliver login obligatorisk.

Bedre oplevelse

Begrundelsen er ifølge DR, at det giver brugeren en bedre oplevelse.

- Når man logger ind, får man sin egen forside til DRTV. Der vil både være indhold, alle danskere kan være fælles om, og så vil der være indhold, der er mere relevant for den enkelte.

- Uanset om man ser DR-indhold på en tablet, tv eller mobil, siger Lasse Bastkjær Jensen, der er direktør for DR Strategi og Brugere.

Kan tilpasse tilbud

Login betyder altså, at DR bedre kan tilpasse de tilbud, som brugerne præsenteres for, fordi der opbygges et kendskab til den enkelte brugers foretrukne programmer og indhold.

DR beder kun om navn og emailadresse, og navnet kan være hvad som helst. Derfor kan man være anonym, hvis man ønsker det.

Mange har gjort det

DR fortæller, at 1,2 millioner allerede har oprettet et login, og at man i den kommende tid vil tage på rundtur i Danmark for at hjælpe dem, der har svært ved det tekniske.

Powered by Labrador CMS