Danmark taber til Tyskland og er færdige ved EM
Danmark er ude af EM efter et 0-2 nederlag til Tyskland. Kai Havertz og Jamal Musiala scorede for EM-værterne
De danske landsholdsspillere kan pakke kufferterne og tage på sommerferie efter at være blevet slået ud af EM.
Lørdag aften var de tyske værter en tand for stærke og havde samtidig alle de berømte marginaler på sin side i ottendedelsfinalen, som Danmark fortjent tabte 0-2 i Dortmund.
En snæver, snæver offside forhindrede et dansk føringsmål få minutter inde i anden halvleg, og kort efter tog tyskerne føringen på Kai Havertz' straffespark.
Siden øgede Jamal Musiala til 2-0 midt i halvlegen og fjernede spændingen.
Afbrudt af lyn og torden
Undervejs i første halvleg var kampen afbrudt på grund af lyn og torden.
For anden slutrunde i træk må landsholdet rejse hjem uden at have vundet en kamp, men i modsætning til VM i Qatar nåede Danmark trods alt frem til knockoutfasen og spillede sin chance.