Ung fodboldspiller er død efter hovedskade

Han har siden februar ligget i koma efter en voldsom ulykke i en træningskamp. Onsdag døde han.

Offentliggjort Sidst opdateret

Tragisk død for ung kinesisk fodboldspiller

Den kinesiske fodboldspiller Guo Jiaxuan døde tragisk dagen inden sin 19 års fødselsdag efter at have pådraget sig en alvorlig hovedskade i en træningskamp i februar. Hans klub, Beijing Guoan, bekræftede hans død torsdag, efter at han havde ligget i koma siden ulykken.

Familien har kritiseret fodboldforbundet i Beijing for manglende gennemsigtighed omkring ulykken og krævet adgang til videooptagelser og detaljer om hans behandling. Forbundet har udtalt, at de har forsøgt at imødekomme familiens behov og undgå unødig indblanding i det lægelige arbejde.


Denne faktaboks blev genereret af Labrador AI og korrekturlæst af en journalist.

En ulykke fik onsdag den værst tænkelige udgang, da den kinesiske fodboldspiller Guo Jiaxuan døde dagen inden sin 19 års fødselsdag, efter at han havde pådraget sig en voldsom hovedskade i en træningskamp i februar.

Det oplyser hans klub, Beijing Guoan, torsdag.

Guo Jiaxuan spillede for Beijings U20-hold, og det var i en kamp mod RC Alcobendas i Madrid, at ulykken skete.

Den unge kinesiske midtstopper havde ligget i koma siden ulykken og blev erklæret hjernedød på et lokalt spansk hospital, inden han blev transporteret til Beijing, hvor han onsdag døde.

Beskylder fodboldforbundet 

- Vi har mistet en dreng, der elskede fodbold. Må Jiaxuan hvile i fred, skriver den kinesiske klub Beijing Guoan.

Teenagerens familie har beskyldt fodboldforbundet i Beijing for at tilbageholde informationer om ulykken.

Familien har blandt andet krævet at se videooptagelse fra kampen, detaljer om Guos behandling inden han nåede hospitalet og informationer om hans forsikring.

De specifikke forhold, der ledte til Guos hovedskade, er endnu ikke oplyst.

Guo Jiaxuan spillede for Beijing Guoans U20-hold. Han blev 18 år. (Arkivfoto).

- Vi har gjort alt 

Fodboldforbundet i Beijing har i en udtalelse torsdag sagt, at man har afholdt sig fra at afsløre information "for at undgå at irrelevant personale blander sig i det lægelige arbejde og for at tage hensyn til familiens følelser".

- Vi har gjort alt for at koordinere behandlingsarbejdet og forsøgt at møde familiens behov så godt, vi kan, siger forbundet.

Guo Jiaxuan var i 2023 på det kinesiske U17-landshold. Han har også været en del af FC Bayern Münchens verdenshold, som er et årligt projekt, hvor den tyske storklub inviterer lovende U19-talenter fra hele verden på træningslejr.

Powered by Labrador CMS