Borgen som musical: Kendt ansigt overtager Sidse Babetts glansrolle

Musicaludgaven af "Borgen" indtager de skrå brædder med hovedforfatter Adam Prices velsignelse, når Maria Lucia bliver den nye Birgitte Nyborg.

Offentliggjort Sidst opdateret

Fra tv til teaterscenen

Birgitte Nyborg skifter fra tv til teaterscenen, når "Borgen" får verdenspremiere som musical i Slagelse Teater. Maria Lucia overtager rollen som statsminister, mens Sidse Babett Knudsen ikke vender tilbage.

Musicalen, baseret på de første to sæsoner af DR-serien, har premiere den 30. oktober og spiller frem til 23. november. Adam Price har givet tilladelse til opsætningen, og castet inkluderer også Joachim Kubel og Mathilde Svarrer.


Denne faktaboks blev genereret af Labrador AI og korrekturlæst af en journalist.

Birgitte Nyborg skifter til efteråret tv-skærmen ud med de skrå brædder, når "Borgen" får verdenspremiere som musical og omdanner Slagelse Teater til Christiansborg.

Det bliver dog ikke Sidse Babett Knudsen, der vender tilbage som statsminister, men derimod Maria Lucia, som overtager rollen i musicaludgaven af DR-dramaet.

Det afslører Sjællands Teater og Lion Musicals i en pressemeddelelse.

- Det var Maria Lucias navn, jeg nævnte, da Adam Price på et tidligt møde spurgte, hvem jeg havde i tankerne til rollen, lyder det i pressemeddelelsen fra musicalens instruktør, Martin Lyngbo.

- Hun er en stor sanger og en stor skuespiller, og jeg glæder mig vanvittigt til samarbejdet.

De to første sæsoner 

"Borgens" hovedforfatter, Adam Price, har sammen med DR givet Sjællands Teater rettigheder til at opsætte successerien som musical.

Musicalen bliver baseret på seriens to første sæsoner, som blev sendt på DR i henholdsvis 2010 og 2011.

Mens Sidse Babett Knudsen, Lars Knutzon og Pilou Asbæk var på rollelisten i DR's udgave af "Borgen", er Maria Lucia, Kasper Leisner og Kim Hammelsvang på rollelisten i Sjællands Teaters kommende musicaludgave. (PR-foto).

Som Birgitte Nyborgs spindoktor Kasper Juul ses Joachim Kubel i rollen, som på skærmen blev spillet af Pilou Asbæk, mens journalisten Katrine Fønsmark, som blev indtaget af Birgitte Hjort Sørensen i serien, portrætteres af Mathilde Svarrer i musicaludgaven.

Kasper Leisner indtager rollen som Arbejderpartiets formand, Michael Laugesen, der siden bliver chefredaktør på en tabloidavis. I DR-dramaet bliver han portrætteret af Peter Mygind.

Ikke fuldtalligt 

Ensemblet på scenen er dog endnu ikke fuldtalligt.

Der mangler fortsat at blive fundet de sidste seks skuespillere i det samlede cast på i alt 17 personer på scenen.

Blandt andre den dreng, der skal have rollen som Birgitte Nyborg søn, Magnus. Ligeledes skal der også findes unge, lokale musiktalenter fra Slagelse Musikskole, der sammen med professionelle musikere skal udgøre orkestret, som skal spille op til sangene.

Musicaludgaven af "Borgen" får verdenspremiere 30. oktober og spiller frem til og med 23. november.

Powered by Labrador CMS