Biden begår ny pinlig navne-bøf
Præsident Joe Biden forvekslede for anden gang torsdag en vigtig persons navn med en anden persons navn
USA's præsident, Joe Biden, skulle på et pressemøde torsdag forsøge at overbevise alle om, at han stadig har, hvad der skal til, for at varetage stillingen som verdens mest magtfulde person.
Men Biden fik en uheldig start på pressemødet, der blev afholdt i USA's forbundshovedstad, Washington D.C., natten til fredag dansk tid.
Hurtigt kom han nemlig til at forveksle sin vicepræsident, Kamala Harris, med ekspræsident Donald Trump.
- Jeg ville ikke have valgt vicepræsident Trump som vicepræsident, hvis ikke hun var kvalificeret til at være præsident, sagde Biden.
Tidligere på aftenen forvekslede Biden også Ukraines præsident, Volodymyr Zelenskyj, med Ruslands præsident, Vladimir Putin.
Det skete under den afsluttende del af Nato-topmødet.
Skal dyste mod Trump
Selv om hverken Biden eller Trump formelt er blevet valgt som deres respektive partiers præsidentkandidat, har det længe tydet på, at de som i 2020 skal dyste om posten.
Men flere medlemmer af Demokraterne, som Biden er valgt ind for, har på det seneste opfordret præsidenten til at trække sig fra valget 5. november.
Det skyldes bekymringer om den 81-årige præsidents mentale tilstand.
Biden har hidtil afvist at trække sig, og det gentog han på pressemødet natten til fredag.
- Jeg synes, at jeg er den bedste person til jobbet. Til at sikre, at Ukraine ikke falder, sagde han.
Fik Sverige og Finland med
Præsidenten tog samtidig æren for at have fået Sverige og Finland optaget i Nato.
Han argumenterede for, at Trump, hvis han bliver genvalgt, vil svække Nato og skubbe til inflationen.
I løbet af pressemødet hostede Biden ofte, og han forkludrede også flere af sine svar.
Hans svar blev dog mere strømlinede, i takt med at flere og flere journalister fik mulighed for at stille ham spørgsmål.
Stammede som barn
Biden stammede som barn og har gennem hele sin politiske karriere forvekslet navne og talt forkert.
Torsdagens fortalelser kom dog på et tidspunkt, hvor ethvert ord, præsidenten udtaler, bliver nærstuderet af både venner og rivaler.
Som han har gjort før, erkendte Biden på pressemødet, at han har brug for at tage det mere roligt, end han gør for tiden.
- Min kone (førstedame Jill Biden, red.) skælder mig ud, sagde han om sit travle skema.