Advarer: Forsikringsfejl kan koste dyrt
Det kan være en god idé at undersøge, hvordan du er dækket i tilfælde af vandskade i din bolig, før skaden er sket, lyder rådet fra forsikringsekspert
En vandskade i boligen kan medføre store skader, der er omkostningstunge at udbedre.
Derfor kan det være en god idé at sætte sig ind i, hvordan man er dækket, inden uheldet er ude.
På den måde kan man også nå at foretage eventuelle ændringer i forsikringens dækning.
Når der er tale om vandskade i en bolig, afhænger forsikringens dækning blandt andet af, om skaden skyldes vejret, og om boligen har synlige eller skjulte vandrør.
Det forklarer Anne Garde Slothuus, som er forsikringsekspert hos Forsikringsoplysningen, der hører under brancheorganisationen Forsikring og Pension.
Skjulte eller synlige vandrør
- Kommer der brud på et skjult rør, vil det som udgangspunkt være omfattet af bygningens forsikring uanset boligformen, siger hun.
- Er der derimod tale om et synligt rør - det kan være en utæt radiator - har man selv pligt til at vedligeholde radiatoren. Men vandskaden vil som udgangspunkt være dækket.
Hun peger på, at hvis vandet er sivet langsomt ud fra et synligt rør, er vandskaden oftest ikke dækket.
Men der kan være dækning, hvis der er tale om pludselig udstrømning.
- Jeg hører sommetider fra beboere, at en ejendomsadministrator har sagt, at beboeren selv har pligt til at vedligeholde de vandrette vandrør og derfor også skal sørge for forsikring af de vandrette rør, siger hun og tilføjer:
- Uanset om man bor i andelsbolig eller ejerbolig, skal man selvfølgelig vedligeholde sin bolig. Og hvis man bliver opmærksom på et rør, der er utæt, skal man sørge for, at det bliver udbedret.
Styr på forsikring
Men vedligeholdelsespligten har ikke noget at gøre med forsikringspligten, fortæller Anne Garde Slothuus.
- Jeg har ikke kendskab til bygningsforsikringer, der undtager skade på for eksempel skjulte vandrette rør. Hvis et vandrør springer - uanset om det er lodret eller vandret - vil vandskaden på bygningen være dækket af bygningsforsikringen, siger hun.
- Som ejerbolighaver eller andelsbolighaver er man en del af den forsikrede personkreds i en bygningsforsikring.
Man kan derfor ringe til forsikringsselskabet for at spørge, hvordan man er stillet i en bestemt situation.
- Det kan man med fordel også undersøge, før en skade sker, tilføjer hun.
Anne Garde Slothuus har også tidligere hørt om ejendomsadministratorer, som har afvist at oplyse om bygningens forsikringsdetaljer.
- Men man har altså krav på at få oplyst, hvor forsikringen er tegnet, og hvilke vilkår der gælder, siger hun.
Regnsæsonen er voldsommere og vådere
De seneste år har regnen været både voldsommere og vådere. 2023 var det vådeste år, der nogensinde er målt i Danmark.
Meget nedbør kan blandt andet overbelaste kloaksystemet. Anne Garde Slothuus råder derfor også til, at du forbereder din bolig på den kommende regnsæson:
- Tag uerstattelige ting ud af kælderen, og spørg forsikringsselskabet, om den nuværende dækning er tilstrækkelig i bestemte scenarier.
Forsikringsmæssigt påvirker regnmængden, om du er dækket, hvis regnen forårsager vandskade i din bolig.
Forsikringsselskaberne bruger hjemmesiden forsikringsvejret.dk til at vurdere, om din vejrskade er dækningsberettiget. Her kan du selv se, om der har været storm, skybrud eller lynnedslag.