Advarer danskere: Brug dem inden det er for sent
Levetiden løber ud for mørnede sedler, der har forputtet sig i sparegrisen eller i bunden af kommoden
Penge er kun papir. Den sætning bliver bogstaveligt talt sand, når en række pengesedler til næste år bliver ugyldige.
Derfor er der her i september tikket en besked ind i din digitale postkasse fra Nationalbanken, der minder dig om lige at tjekke i bunden af dine skuffer, om der skulle gemme sig en mørnet seddel eller to.
- Vi håber, at kampagnen sætter gang i en samtale, der gør, at vi alle får tjekket, om vi egentlig har nogle sedler liggende.
For os er det helt okay, hvis man vælger at beholde dem som samleobjekter, men man skal være bevidst om valget.
Det siger Jakob Mølgaard Heisel, som er chef for kontanttjenester og analyse hos Nationalbanken.
Sløjfer 1000-kronsedlen
Konkret sløjfer Nationalbanken 1000-kronesedlen samt sedler, der er blevet udstedt i årene fra 1944-1997.
Og mens danskerne indtil videre har været flittige til at komme af med 1000-krone-sedlerne, så har der ikke været så stor en bevægelse, når det gælder de gamle sedler.
- Enten har de en høj samlerværdi, eller også er de gået tabt eller forsvundet. Det er trods alt sedler, som har helt op til 80 år på bagen.
Vi kan i hvert fald se en tendens til, at de ældste sedler ikke bliver indleveret, fortæller Jakob Mølgaard Heisel.
Det kan du gøre
Finder du nogle gamle pengesedler i gemmerne derhjemme, har du mulighed for at få noget ud af dem.
Du kan putte dem ned i din pung og sørge for at få dem brugt, inden kalenderen rammer 31. maj 2025, som er den dato, hvor de bliver ugyldige som betalingsmiddel.
- Du vil kunne opleve, at nogle butikker vil være lidt skeptiske over for de gamle sedler. Men det er et lovligt betalingsmiddel, så du har ret til at bruge dem, understreger Jakob Mølgaard Heisel.
Han forklarer, at de ældste sedler er en af årsagerne til, at Nationalbanken rydder op i vores kontanter.
- Sedlerne kan være svære at anvende i praksis, fordi mange af dem er så gamle, at de er svære at genkende. Derudover lever de ikke op til de sikkerhedsstandarder, vi har for pengesedler i dag.
Indlever dine sedler
Din anden mulighed er at indlevere kontanterne i din bank. Med 1000-kronesedlerne og sedler fra 1997 er det ikke noget problem at indlevere dem i pengeautomaten, så de kan ryge ind på din konto.
Med sedler, der stammer fra før 1997, anbefaler Jakob Mølgaard Heisel dog, at du kontakter din bank for at høre, hvordan den kan tage imod dem, da det kan være forskelligt fra bank til bank.
Skulle du støde på glemte gysser i gemmerne efter 31. maj næste år, så er du ikke helt prisgivet. Nationalbanken er nemlig forpligtet til at veksle de ugyldige kontanter i et år efter skæringsdatoen.
Det kommer konkret til at foregå sådan, at Nationalbanken etablerer tre indleveringssteder i landet, hvor du kan møde op med de ugyldige pengesedler.
Nationalbanken vil senere på året kommunikere mere ud om indleveringsstederne.