Nyt i sagen om 13-årig forsvundet pige
Siden søndag har en 13-årig pige været forsvundet fra Esbjerg. Pigen er muligvis set på Sjælland fredag aften
Den 13-årige pige, der har været forsvundet fra Esbjerg siden søndag, er muligvis set i Tølløse på Sjælland.
Det oplyser Midt- og Vestsjællands Politi tidligt lørdag morgen.
- Vi fik en anmeldelse tidligere på aftenen nede fra Tølløse ved Holbæk om, at hun muligvis var set dernede ved stationen. Og der har vi haft hundepatruljer ude, uden at vi har fundet pigen, siger Henrik Møller Nielsen, der er vagtchef ved Midt- og Vestsjællands Politi.
- Vi ved ikke med 100 procents sikkerhed, om det er hende, men det passer på hendes signalement, siger han.
Vil i kontakt med hende
Fra Syd- og Sønderjyllands Politi lyder det, at man har en stærk formodning om, at pigen skal findes i den sjællandske politikreds, samt at hun er i live.
Det oplyser Richard Borring, der er vagtchef i den sønderjyske politikreds, tidligt lørdag morgen.
- Vi ønsker stadigvæk at komme i kontakt med hende, siger han.
Meldt savnet søndag aften
Pigen hedder Jashmin Solli Nielsen og bor på et bosted i Sønderris ved Esbjerg.
Hun blev meldt savnet søndag aften.
Jashmin er 160 centimeter høj og almindelig af bygning. Hun har lyst brunt, langt hår og var iført en hvid hættetrøje, sort jakke med pelskrave, jeans og Nike-sko søndag aften.
Bad offentligheden om hjælp
Politiet bad fredag om offentlighedens hjælp til at finde hende.
Her lød det, at personer, der bor eller driver virksomhed i Sønderris i Esbjerg, skulle tjekke deres videoovervågning for at se, om der var noget på optagelserne, som kunne have politiets interesse.
Det oplyste Syd- og Sønderjyllands Politi i en pressemeddelelse.
- Vi er meget interesserede i alle optagelser, der kan hjælpe os videre i efterforskningen, udtalte vicepolitiinspektør Søren Rønnov i den forbindelse.