Nyt i sag om dødt toårigt barn
Barn døde på hospital lørdag eftermiddag
En 52-årig kvinde og en 28-årig mand er søndag eftermiddag blevet løsladt efter et grundlovsforhør ved Retten i Esbjerg.
Det skriver Syd- og Sønderjyllands Politi i en pressemeddelelse.
De var sigtet for kvalificeret vold med døden til følge.
Offeret er et kun toårigt barn.
Det toårige barn blev natten til lørdag indlagt på Sydvestjysk Sygehus i Esbjerg og blev efterfølgende overført til Odense Universitetshospital, hvor barnet afgik ved døden lørdag kort før klokken 16.
Fortsætter efterforskningen
Kvinden og mande kommer begge fra Varde Kommune.
Grundlovsforhøret foregik for lukkede døre.
- Vi fremstillede i dag de to personer i et grundlovsforhør i en meget alvorlig og tragisk sag, hvor et toårigt barn lørdag afgik ved døden som følge af nogle meget alvorlige skader i blandt andet hovedet.
- Retten har vurderet, at der på nuværende tidspunkt ikke er en begrundet mistanke mod de fremstillede og har derfor ikke varetægtsfængslet dem, siger anklager Line Gotfredsen fra Syd- og Sønderjyllands Politi.
Politiet afventer nu at modtage flere retsmedicinske oplysninger og yderligere efterforskning resterer.
Syd- og Sønderjyllands Politi har af hensyn til den fortsatte efterforskning ikke yderligere oplysninger i sagen.