Fængslet: Stak storebror i halsen med kniv
Ifølge 18-årig mand stak han sin 23-årige storebror i halsen i selvforsvar efter skænderi om hans dyre jakke
En 18-årig mand er søndag blevet varetægtsfængslet i 15 dage. Han er sigtet for at have stukket sin storebror i halsen med en kniv lørdag aften omkring klokken 20.30 på Øresundsvej på Amager i København.
Det skriver Ekstra Bladet, der var til stede ved grundlovsforhøret i Københavns Byret.
Ville have jakke tilbage
Den 23-årige storebror var ikke i livsfare, men han er blevet opereret, fortalte anklageren under grundlovsforhøret ifølge avisen.
Ifølge den 18-årige var han sammen med to venner taget til Amager, hvor hans storebror befandt sig, fordi han ville have en dyr jakke, som storebroren havde lånt, tilbage.
Trukket ind i opgang
Storebroren var dog af en anden opfattelse.
Han mente, at han kunne beholde den og ville derfor ikke give den fra sig. Det førte til et skænderi mellem de to, forklarede lillebroren.
Herefter trak storebroren sin lillebror ind i en opgang, hvor han nikkede ham en skalle og slår ham fem til seks gange - hovedsageligt i hovedet - mens han sad på hans brystkasse.
Ville true ham
- Så tager jeg kniven frem og stikker ham, forklarede den 18-årige i retten. Kniven havde han taget med, fordi han ville true sin storebror.
Det var ifølge den 18-årige ikke første gang, at hans storebror havde været voldelig over for ham
Storebroren har ikke ønsket at tale med politiet.
Den 18-årige lillebror fortalte i retten, at han stak sin storebror i selvforsvar. Han nægter sig skyldig og har kæret varetægtsfængslingen til landsretten.