Betjent er virkelig på spanden

Mandlig betjent er tiltalt for to tilfælde af vold og for at misbruge sin stilling til at søge i egne sager

Offentliggjort Sidst opdateret

27. december 2022 var en dramatisk dag i elektronikforretning Power i Kolding.

Det står klart, når man læser anklageskriftet i en sag, hvor en nu 36-årig mandlig politibetjent er tiltalt for to tilfælde af vold og for at misbruge sin stilling.

Politibetjenten er tiltalt for at træde frem mod en ansat i Power-forretningen og nikke vedkomne en skalle. Det skete ved 18.30-tiden om aftenen.

En betjent er tiltalt for at begå vold mod en ansat i en Power-forretning i Kolding. (Arkivfoto).

Truede vagt

Efterfølgende prøvede en vagt i Power-butikken tilsyneladende at pågribe politibetjenten, der var til stede i butikken som kunde.

Betjenten er tiltalt for at forsøge at påvirke vagten til ikke at gøre det - og til heller ikke at anmelde episoden - ved at udtale, at han havde været betjent i 15 år, og at han kendte sine rettigheder, og at han ville anmelde vagten, hvis vagten anmeldte ham.

Derudover er betjenten tiltalt for vold efter en episode i Vonsildhallen 10. december 2022, hvor han skal have skubbet en person ind mod en dørkam i forbindelse med et forsøg på at presse sig ind i et omklædningsrum.

Ulovlig søgning

Betjenten er samtidig tiltalt for at misbruge sin stilling ved at søge i de omtalte sager i politiets sagsstyringssystem Polsas.

Af anklageskriftet fremgår det i forholdet om søgningerne i Polsas, at betjentens samlever havde anmeldt en håndbolddommer for vold samme dag, som betjenten skubbede en person ind i en dørkam i Vonsildhallen.

Betjenten menes ifølge anklagen at have brugt de oplysninger, han søgte frem, til egen fordel, ved blandt at have ringet til en vagtchef angående episoden i Power.

Stadig betjent

Manden, der i dag fortsat arbejder som politibetjent, nægter sig skyldig i anklagerne, oplyser hans forsvarsadvokat, Jakob Buch-Jepsen, til Ritzau.

Der er afsat fire dage i Retten i Kolding til at behandle sagen med start 8. januar.

Powered by Labrador CMS