Ulykke: Kvinde i kritisk tilstand

En 63-årig kvinde blev ramt af toget, da hun stod på perronen i Sakskøbing. Hun er fløjet til Rigshospitalet

Offentliggjort Sidst opdateret

FÅ DIREKTE BESKED OM ULYKKER, TRAFIK OG KRIM

Download app'en 'Nyheder.dk' til din iPhone HER

En 63-årig kvinde er blevet fløjet til Rigshospitalet i kritisk tilstand, efter at hun er blevet ramt af et tog.

Det siger Morten Kronbo, der er vagtchef ved Sydsjællands- og Lolland-Falsters Politi.

Skal afhøre vidner

Kvinden er blevet ramt af toget, da hun stod på perronen på Sakskøbing Station. Hvordan det er sket, ved politiet endnu ikke.

- Vi kan ikke spekulere i, hvad der er sket. Det skal vi klarlægge ved afhøring af vidner og videoovervågning, siger han.

Politiet betragter det som en ulykke.

Fløjet til Rigshospitalet

Den 63-årige kvinde, der ikke er fra lokalområdet, blev hentet af en helikopter og fløjet direkte til Rigshospitalet.

Anmeldelsen indløb klokken 18.40. Politiet har derefter sammen med redningspersonale været til stede ved stationen.

Normal drift

- Vi er ikke til stede længere, og togdriften er normal, lyder det fra vagtchefen.

De pårørende er blevet underrettet.

SYDSJÆLLANDS OG LOLLAND-FALSTERS POLITI

Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi dækker Slagelse, Sorø, Næstved, Faxe, Vordingborg, Guldborgsund og Lolland kommuner.

Lokalpolitistationerne er placeret i Nakskov, Nykøbing F., Vordingborg, Næstved og Slagelse. Derudover er udlændingekontrolafdelingen placeret i Maribo.

Næstved er hovedstationen i politikredsen.

Der bor ca. 390.000 borgere i kredsen.

Antallet af medarbejdere i Sydsjællands- og Lolland-Falsters Politi er cirka 770. Antallet er fastsat efter politikredsens størrelse, indbyggertallet, sagsantallet og arbejdsopgaver i øvrigt.

Powered by Labrador CMS