To mænd mister deres biler
Mandag var to mænd så tørstige, at de endte med at miste deres biler
Mandag mistede to tørstige mænd hver sin bil, da de valgte at trille en tur, efter de havde fået lidt for meget at drikke.
Sådan lyder det i døgnrapporten fra Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi.
Drak i bilen
Allerede mandag morgen var den gal, da en 77-årig mand blev standset på Vestre Kaj i Rødby, efter vidner slog alarm, fordi føreren sad og drak vin i bilen.
Da betjente nåede frem til stedet, viste det sig, at den 77-årige havde en promille over det tilladte, og da det var fjerde gang han blev nappet inden for en kort periode, blev hans bil beslaglagt på stedet.
Ramte skilt
Mandag eftermiddage var den gal igen, da en 54-årig mand fra Korsør mistede herredømmet over sin bil og torpederede et vejskilt efterfølgende.
Vidner strømmede til for at hjælpe manden, og her var det tydeligt, at han lugtede kraftigt af spiritus.
Vanvids-promille
Den mistanke kunne betjente i den grad bekræfte, da en alkometermåling viste, at bilisten havde en promille over 2,0, hvilket resulterer i en sigtelse for vanvidsbilisme.
Det betød også, at den 54-åriges bil blev beslaglagt på stedet.