Ukendt mand fundet død i kajak nær Skælskør

Et ligsyn skal klarlægge identitet på ukendt mand, der lørdag aften blev fundet død i en kajak nær Skælskør

Offentliggjort Sidst opdateret

FÅ DIREKTE BESKED OM ULYKKER, TRAFIK OG KRIM

Download app'en 'Nyheder.dk' til din iPhone HER

Politiet har lørdag aften klokken 19.13 fundet en død mand i en kajak i vandet ud for Glænø, der ligger sydøst for Skælskør.

Det fortæller Morten Kronbo, der er vagtchef ved Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi, søndag morgen til Ritzau.

Politiet er ikke bekendt med mandens identitet. 

Der vil den kommende uge blive foretaget et ligsyn af manden for at klarlægge identitet og dødsårsag.

Derudover vil der blive foretaget yderligere undersøgelser på stedet, hvor manden blev fundet.

Vagtchefen kan ikke udtale sig om, hvorvidt der er mistanke om en forbrydelse.

SYDSJÆLLANDS OG LOLLAND-FALSTERS POLITI

Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi dækker Slagelse, Sorø, Næstved, Faxe, Vordingborg, Guldborgsund og Lolland kommuner.

Lokalpolitistationerne er placeret i Nakskov, Nykøbing F., Vordingborg, Næstved og Slagelse. Derudover er udlændingekontrolafdelingen placeret i Maribo.

Næstved er hovedstationen i politikredsen.

Der bor ca. 390.000 borgere i kredsen.

Antallet af medarbejdere i Sydsjællands- og Lolland-Falsters Politi er cirka 770. Antallet er fastsat efter politikredsens størrelse, indbyggertallet, sagsantallet og arbejdsopgaver i øvrigt.

Powered by Labrador CMS