To mænd er løsladt
Landsret løslod i september en røver og bad anklagemyndighed om at agere i forhold til to andre dømte i sagen
Den ene dag manglede de at afsone mere end to års fængsel, og den næste dag blev de løsladt.
Sådan var virkeligheden for to mænd - Jonatthan Julius Willum Bethel og Kenneth Kiel - der markant har fået nedsat deres straffe for hjemmerøveri.
Og som noget særligt skete det på anklagemyndighedens initiativ.
For de to mænd nyder godt af, at deres medgerningsmænd ankede dommen fra byretten, og at landsretten derefter kom til et andet resultat.
Bethel og Kiel blev i byretten idømt fem år og tre måneders fængsel for et hjemmerøveri og for at have udgivet sig for et være en offentlig myndighed.
Angiveligt var de iført politijakker, da de den 30. juli 2022 trængte ind i en lejlighed i Valby og udsatte offeret for vold.
Hjemmerøveriet skete i forening med de to, der ankede. Det er Tina Brandt og Kevin Matthias, som i dag er 59 og 29 år. Brandt blev idømt fem års fængsel, mens Kevin Matthias' straf lød på seks år og tre måneder.
Fejl fra anklagemyndigheden
Men ankesagen endte anderledes af to årsager.
Den ene er, at der er sket en fejl fra anklagemyndighedens side, da der skulle rejses tiltale mod de fire for at have udgivet sig for at være politifolk.
- Anklageskriftet er blevet formuleret på en sådan måde, at Tina og Kevin teknisk set ikke er tiltalt for det, selv om de faktisk er blevet dømt for det i byretten, sagde advokat Danni Richter, der var forsvarer for Tina Brandt, efter landsrettens dom.
Den anden årsag er, at det spiller en stor rolle i udmålingen af straffen, om offer og gerningsmand havde en forudgående relation, da kriminaliteten blev begået.
I byretten blev de fire dømt for det, der betegnes som et egentligt hjemmerøveri - hvor offer og gerningsmand ikke kender hinanden.
Men det var forkert, for kvinden havde nogle måneder inden forbrydelsen drukket øl med offeret hjemme hos vedkommende.
Derved kendte de hinanden, og så er der alene tale om et røveri begået i privat hjem, slog Østre Landsret i sidste måned fast.
Højesteret har i en tidligere dom slået fast, at udgangspunktet for at begå et egentligt hjemmerøveri er fængsel i fem år. Er der derimod et forudgående kendskab, er udgangspunktet to år.
På forkert grundlag
I forbindelse med domsafsigelsen gjorde retsformanden det samtidig klart, at anklagemyndigheden skulle agere i forhold til de to, som ikke havde anket. Altså Bethel og Kiel. For de sad så dømt på et forkert grundlag.
Omtrent et døgn efter landsrettens melding, tog forsvarsadvokat Mai-Brit Storm Thygesen kontakt til anklagemyndigheden på vegne af Jonatthan Bethel for at få ændret hans dom.
- Det er det eneste rigtige, at det er sket nu. Det følger direkte af retsplejeloven, at det skal gøres på den her måde, siger forsvareren.
- Nu er landsretten nået frem til det strafniveau, som jeg og mine kolleger procederede for i byretten. Det er jeg meget tilfreds med, siger Mads Kruse.
Straffen til dem ligger i stedet i omegnen af to år og otte måneders fængsel. Langt det meste har de allerede afsonet, og derfor er de blevet løsladt.
- Min klient var rigtig, rigtig glad, siger Mai-Brit Storm Thygesen om løsladelsen.
Tina Brandt, der først blev idømt fem års fængsel, fik i landsretten nedsat straffen til to år og blev derfor også løsladt, mens Kevin Matthias' straf blev nedsat fra seks år og tre måneder til fire års fængsel i landsretten.