To døde: Politiet advarer om farligt stof
Frimærker med meget potent og farligt opioid kan være i omløb, siger politiet
Efter to menneskers død i Fredericia advarer politiet fredag om, at et farligt narkotisk stof kan være i omløb.
Stoffet er fundet på såkaldte frimærker, skriver Sydøstjyllands Politi i en pressemeddelelse.
Det består til dels af et opioid, som menes at være "et meget potent stof i fentanylklassen", lyder det.
De to personer blev torsdag fundet døde på en kommunal institution på Jupitervej.
Dødsårsag ikke afklaret
Sent fredag eftermiddag oplyser politiet, at dødsårsagen endnu ikke er afklaret.
Men på stedet fandt betjente frimærker med narkotika, og særligt mennesker i misbrugsmiljøet advares om risikoen.
Hos politiet håber man ifølge vicepolitiinspektør Torben Simonsen på at få informationer fra folk, der har viden om frimærkerne.
- Vi kan ikke udelukke, at der er et meget farligt stof i omløb i narkomiljøet, udtaler han i pressemeddelelsen.
Tilbudt krisehjælp
Såvel borgere som ansatte på institutionen Nova Støttecenter er blevet tilbudt krisehjælp, har Fredericia Dagblad tidligere oplyst.
Kommunens socialchef har kaldt dødsfaldene for dybt tragiske.