Motorcyklist mister livet i ulykke

Et sammenstød mellem en motorcykel og en bil blev fatalt onsdag aften

Det var på Viborg Hovedvej i retning mod Vejle - omkring Tørring - det onsdag aften gik galt for en motorcyklist, der mistede livet i sammenstødet med en bilist.
Offentliggjort Sidst opdateret

En 63-årig mandlig motorcyklist mistede onsdag aften livet efter en trafikulykke nær Tørring.

Det oplyser vagtchef ved Sydøstjyllands Politi Thomas Green til Ekstra Bladet.

- Det er et alvorligt færdselsuheld, der er sket mellem en bil og en motorcykel. Den afdøde er en 63-årig mand, og de pårørende er underrettet, siger vagtchefen til Ekstra Bladet.

Sent onsdag aften var bilinspektører fortsat på stedet for at undersøge de nærmere omstændigheder ved ulykken.

Efterlyser vidner

Sydøstjyllands Politi efterlyser samtidigt vidner, fremgår det af et opslag på det sociale medie X.

Vidner der har været omkring ulykkesstedet mellem klokken 21.30 og 22 onsdag aften opfordres til at kontakte politiet.

Ulykken er sket på Viborg Hovedvej i retning mod Vejle. 

Hovedvejen var onsdag aften spærret som følge af ulykken.

SYDØSTJYLLANDS POLITIKREDS

Sydøstjyllands Politi er en politikreds, som omfatter kommunerne Skanderborg, Horsens, Hedensted, Vejle, Billund, Kolding og Fredericia.

Politikredsen har et indbyggertal på 503.898 indbyggere.

Hovedpolitistationen er beliggende i Horsens.

Kilde: Wikipedia

Powered by Labrador CMS