Storalarm da kvinde pludselig var væk
Svømmede ud mod platform
En kvinde var søndag eftermiddag genstand for en større redningsaktion ved Rungsted Havn i Nordsjælland.
Den ældre kvinde var en del af et større selskab, der badede.
På et tidspunkt svømmede kvinden ud mod en platform 25 meter ude i vandet.
Da hendes venner kiggede efter hende, kunne de pludselig ikke få øje på hende i vandet og frygtede, at hun var druknet.
Slog alarm
De slog alarm klokken 15.25 søndag, og Nordsjællands Politi sendte både en indsatsleder og flere patruljevogne.
De blev suppleret af redningsbåde og en helikopter fra fra Joint Rescue and Coordination Center (JRCC).
Dykkere var klokken 15.45 klar til at lede efter kvinden i vandet.
Reddet i land
Men klokken 15.53 blev det klart, at kvinden, der havde været nødstedt, var blevet hjulpet op i en privat båd og sejlet ind på land.
- Hun var kontaktbar og kunne selv gå i land.
Hun blev ikke taget med i en ambulance, så jeg formoder, at hun er blevet tilset derude og har kunnet slutte sig til selskabet, der savnede hende, siger vagtchef hos Nordsjællands Politi, Rune Mandrup til Nyheder.dk.