Seneste nyt om mystisk dødsfald
48-årige mand fundet død
En 48-årig mand fra Polen, som søndag formiddag blev fundet død i et vandhul i Aarhus, døde med al sandsynlighed som følge af en ulykke.
Det står klart, efter at Østjyllands Politi mandag har fået resultatet af obduktionen.
- Der er ikke tegn på en forbrydelse, siger Emil Enemark Sørensen, der er kommunikationsrådgiver hos Østjyllands Politi.
Derfor løslades to mænd på henholdsvis 35 og 40 år, som søndag eftermiddag blev anholdt i sagen.
Lå i vandhul
Det var en forbipasserende borger, som søndag fandt den livsløse mand i vandhullet ved Skanderborgvej i Aarhus, hvor det gamle Marselisborg Hospital ligger. Klokken 10.47 blev politiet alarmeret.
Kort efter blev flere patruljer og ambulancer sendt til stedet.
Da politiet ankom nogle få minutter senere, var brandvæsenet allerede fremme og i færd med at trække den livløse mand op af vandet. En læge erklærede bagefter manden død på stedet.
Han blev identificeret som en 48-årig mand fra Polen, der ikke har nogen fast bopæl i Danmark.
Mistænkeligt
Den afdøde mand så ikke umiddelbart ud til at have været udsat for vold eller overgreb.
Men andre omstændigheder omkring dødsfaldet virkede alligevel mistænkelige, hvorfor politiet valgte at afspærre et større område omkring vandhullet.
Men ud fra obduktionserklæringen, som politiet mandag har fået, er manden med al sandsynlighed død som følge af en ulykke.
Flere personer
Politiet oplyste mandag formiddag, at det vurderer, at den 48-årige mand i tiden op til sin død muligvis har befundet sig på findestedet med flere andre personer.
Samtidig oplyste politiet, at det formodede, at de to anholdte havde befundet sig på stedet i tiden op til den 48-åriges død.