Så du optakt til dødsulykken

Politiet søger vidner, der kan kaste lys over to bilers kørsel forud for ulykke, hvor tre døde

Offentliggjort Sidst opdateret

Nordsjællands Politi søger vidner, der kan være med til at klarlægge to bilers kørsel forud for den dødsulykke i weekenden, hvor blandt andre et forældrepar mistede livet.

Det skriver politikredsen i en pressemeddelelse.

Ud over forældreparret døde en 33-årig mand, der sad i en af to BMW'er, som politiet formoder kørte om kap på Hillerødmotorvejen, da ulykken indtraf.

Tre personer - herunder et forældrepar - døde i ulykken, der fandt sted lørdag.

Føreren af den anden BMW er blevet varetægtsfængslet sigtet for medvirken til uagtsomt manddrab og for at bringe andre liv og førlighed i fare.

Skal klarlægges

Politiet vil gerne høre fra borgere, som har oplysninger, der kan være med til at klarlægge de to BMW'ers kørsel tidligt lørdag morgen mellem 05.30 og 06.15 på strækningen fra Hillerødmotorvejens begyndelse i Brønshøj og til ulykkesstedet på motorvejens forlængelse kort før Brødeskovvej.

I den bil, forældreparret, som døde, sad i, befandt deres to børn sig også. De blev efter ulykken indlagt på hospitalet.

Kan ikke oplyse det

Politiet kan tirsdag eftermiddag ikke oplyse nærmere om deres tilstand, lyder det i pressemeddelelsen.

Nordsjællands Politi

Nordsjællands Politi dækker de 13 nordsjællandske kommuner:

  • Allerød
  • Egedal
  • Fredensborg
  • Frederikssund
  • Furesø
  • Gentofte
  • Gribskov
  • Halsnæs
  • Helsingør
  • Hillerød
  • Hørsholm
  • Lyngby-Taarbæk
  • Rudersdal

Politikredsen betjener cirka 500.000 borgere fordelt på 1.516 km2.

Politikredsens hovedstation ligger i Helsingør, og der er desuden politistationer i Frederikssund, Gentofte og Hillerød. 

Kilde: Nordsjællands Politi

Powered by Labrador CMS