Råbte efter pige der lignede Jashmin

Pige løb væk, da hun blev råbt an

Offentliggjort

Den forsvundne 13-årige pige Jashmin Solli Nielsen blev måske set på Sjælland fredag aften.

Hun er ikke set, siden hun forlod et bosted på Jupitervænget i Esbjerg søndag den 8. oktober.

Men flere borgere mener, at de så hende i Tølløse på Sjælland  fredag.

Det skriver Syd- og Sønderjyllands Politi i en pressemeddelelse.

Løb over jernbanebro

- En gruppe borgere mente at have set den eftersøgte pige krydse jernbanebroen fra Jernbanevej mod Kvarmløsevej i Tølløse. 

- De havde set personen på afstand og havde råbt vedkommende an, hvorefter personen løb fra stedet over jernbanebroen og videre ad Kvarmløsevej i nordvestlig retning. 

Jashmin Solli Nielsen har været savnet siden søndag den 8. oktober.

- Personerne forklarede, at de ikke havde været tæt nok på til at være sikre på, at der var tale om den eftersøgte pige. Midt- og Vestsjællands Politi afsøgte herefter området med hunde uden resultat, skriver  Syd- og Sønderjyllands Politi i pressemeddelelsen.

Følger grundigt op

- Syd- og Sønderjyllands Politi følger grundigt op på alle henvendelser, men  vi vil især meget gerne i kontakt med den person, der i aftes blev råbt an af gruppen af borgere i Tølløse, så vi kan konstatere, om der var tale om Jashmin eller blot en anden person, der befandt sig på stedet, siger vicepolitiinspektør Søren Rønnov fra Syd - og Sønderjyllands Politi.

Politiet hører stadig gerne fra alle borgere, der kan hjælpe dem med at finde Jashmin.

I kontakt med familien

Efter henvendelsen fredag aften vil Midt- og Vestsjællands Politi i samarbejde med Syd- og Sønderjyllands Politi lørdag forsøge at afklare, om det er muligt at konstatere, om det var Jashmin, som var på stedet.

Politiet er ligeledes i løbende dialog med Jashmins familie.

Powered by Labrador CMS