Gerningsmænd truede ansat i Rema 1000

To mænd truede en ansat i en Rema 1000 i Sønderborg med en pistollignende genstand og fik cigaretter med.

Offentliggjort Sidst opdateret

En Rema 1000 i Sønderborg blev lørdag aften udsat for et røveri.

Det oplyser vagtchef ved Syd- og Sønderjyllands Politi Eli Gejsing.

- To gerningsmænd truede en ansat med en pistollignende genstand og fik nogle cigaretter med.

- De fik muligvis også nogle kontanter. Det er vi stadig ved at undersøge. Men de løb efterfølgende fra stedet, og så har vi ikke meget mere at gå efter lige nu, siger Eli Gejsing.

Røveriet skete i Nørrekobbel, som ligger i den nordlige del af Sønderborg by, og anmeldelsen tikkede ind hos politiet klokken 22.04.

I den forbindelse søger politiet vidner, som kan have set de to mænd.

- Hvis man har set to mænd deromkring løbe væk i mørket, må man gerne kontakte politiet, siger Eli Gejsing.

Signalement

Den ene af de to gerningsmænd beskrives som en mand, der er spinkel af bygning og mellem 160 og 170 centimeter høj. Han havde sort tøj på.

Den anden er også en mand, der ligesom sin makker er spinkel, men lidt højere - mellem 170 og 180 centimeter høj. Han havde mørkt tøj og grå sko på.

Begge beskrives som af anden etnisk oprindelse end dansk.

Kigger på videoovervågning

- Vi er i gang med efterforskningen og at gennemse videoovervågningen, siger vagtchefen.

Borgere, der har oplysninger om episoden eller mener at have set de to mænd, kan kontakte politiet på 114.

SYD- OG SØNDERJYLLANDS POLITI

Syd- og Sønderjyllands Politi er – målt på geografi – blandt landets største politikredse og dækker Esbjerg, Haderslev, Sønderborg, Tønder, Varde, Vejen, Aabenraa og Fanø kommuner.

Der er godt 900 ansatte i politikredsen, der servicerer de 443.000 borgere i området.

Hovedstationen er i Esbjerg, hvor stationen samtidig er områdecenter for den nordvestlige del af politikredsen.

På hovedstationen bor desuden vagtcentralen, øverste ledelse, de centrale politiafdelinger, anklagemyndigheden og politikredsens stabsfunktioner.

De tre områdecentre er – ud over Esbjerg - placeret i Haderslev og Sønderborg:

  • Områdecenter Nordvest dækker Varde, Fanø og Esbjerg kommuner
  • Områdecenter Nordøst dækker Haderslev og Vejen kommuner
  • Områdecenter Syd dækker Sønderborg, Aabenraa og Tønder kommuner
Kilde: Syd- og Sønderjyllands Politi
Powered by Labrador CMS