Politiet bekræfter: 33-årig mand erklæret død
En tragisk ulykke, oplyser politiet
En 33-årig mand er død, efter at han mandag eftermiddag blev fundet livløs i et bassin i Ikast Svømmecenter.
Det oplyser politikommissær Erik Kristensen fra lokalpolitiet i Herning til TV Midtvest.
- Det er en tragisk ulykke, og vi lukker sagen her, siger han til mediet.
Fundet på bunden
Midt- og Vestjyllands Politi oplyste mandag til Ritzau, at manden blev fundet på bunden af bassinet.
Manden trak ikke vejret, da han blev trukket op af vandet, så der blev ydet førstehjælp.
Der blev ydet førstehjælp på stedet, og han blev kørt til behandling på Aarhus Universitetshospital.
Betragtes som en ulykke
Mandag kunne politiet ikke sige, hvad der var gået forud for, at den 33-årige blev fundet livløs.
Der var dog ikke mistanke om noget kriminelt.
Tirsdag står det klart, at politiet betragter sagen som en ulykke.