Politi med særlig advarsel
Mange kvinder ramt mandag
Fyns Politi advarer tirsdag i særlig grad ældre borgere på Langeland og Sydfyn.
Det sker i en pressemeddelelse.
Advarslen kommer efter, at Fyns Politi alene mandag registrerede tre forsøg på kontaktbedrageri mod ældre kvinder på Langeland.
Her er de tre sager
- En 87-årig kvinde på Langeland bliver forsøgt svindlet. Familiemedlem til kvinden lugter lunten og kontakter politiet. Politipatrulje sendt til at modtage ”bankbuddet”, men svindleren dukkede aldrig op. Måske fordi vedkommende fornemmede at politiet var på sagen
- En 88-årig kvinde fra Langeland bliver svindlet. Hun bliver ringet op og udleverer kode til kort per telefon. Efterfølgende udleverer hun bankkort til ”pæn” ung mand i hvid skjorte, som kom for at hente kortet. Kortet efterfølgende misbrugt.
- En 84-årig kvinde på Langeland bliver ringet op, og bliver af svindlere oplyst, at der florede foto på Facebook af hendes dankort. Bankbud sendt og kvinden udleverede kort og kode til ung dansk mand i hvid skjorte med blond hår. Kortet efterfølgende misbrugt.
Smæk røret på
Nu opfordrer Fyns Politi til kontant afvisning fra de ældre menneskers side.
- Smæk røret på, og døren i, hvis du bliver kontaktet af ”banken”, lyder rådet.
Om mandagens bedragerier siger politikommissær Finn Wegner Petersen fra Fyns Politi:
- De seneste dage har vi fået anmeldelser om at ældre kvindelige borgere på Sydfyn bliver udsat for bedrageri eller forsøg på det og det vil vi naturligvis gerne sætte en stopper for med det samme og derfor kommer den her advarsel.
Er man pårørende til ældre borgere på Langeland og Sydfyn, opfordrer Fyns Politi til, at man advarer sine ældre familiemedlemmer.
De gode råd, så du undgår at blive svindlet er:
• Du skal i udgangspunktet aldrig udlevere dit betalingskort, pinkode eller MitID til nogen
• Hverken banker eller politi beder om at få kort eller pinkode udleveret
• Smæk røret på og døren i, hvis nogen vil have udleveret kort eller koder
• Kontakt din egen bank/ bankrådgiver eller et betroet familiemedlem, hvis du er i tvivl
• Mistænker du, at du eller en pårørende er blevet svindlet eller snydt, så kontakt politiet på 114
• Ring til dit teleselskab og få oprettet "Udeladt nummer", så kan det ikke søges frem på Krak mm.