Drama i nat: Mand anholdt efter brand på rådhus

Politiet fik klokken 00.02 natten til onsdag en anmeldelse om kraftig røg fra taget på Frederikssunds rådhus.

Offentliggjort Sidst opdateret

En mand er natten til onsdag blevet anholdt og sigtet for at have sat ild til rådhuset i Frederikssund.

Det oplyser vagtchef hos Nordsjællands Politi Kaspar Bengtsson tidligt onsdag morgen.

Manden, der er født i 1993, blev anholdt, efter at politiet på overvågningsmateriale havde set en mand med en benzindunk ved rådhuset.

- Vi arbejder ud fra en hypotese om, at branden var påsat.

- Vi har anholdt en mand, der er sigtet for forsætlig brandstiftelse, siger Kaspar Bengtsson.

Er slukket

Branden er blevet slukket over natten, men det står endnu ikke klart, hvor omfattende skaderne på bygningen er, siger vagtchefen.

- Det ser umiddelbart ud til, at der kun har været ild i en tilbygning, men at røgen har spredt sig meget, siger han.

Politiet fik anmeldelsen klokken 00.02. Den gik på, at der var kraftig røgudvikling fra taget på rådhuset, der ligger på adressen Torvet 2.

Brandvæsnet rykkede natten til onsdag ud til en brand på rådhuset i Frederikssund.

Ingen er kommet til skade

Der har ikke været meldinger om nogen tilskadekomne, og der er ikke nogen, der er blevet evakueret, oplyste vagtchefen tidligere på natten.

Hjemmeværnet er blevet sat ind for at bevogte området, som fortsat er afspærret onsdag morgen.

Der er endnu ikke taget stilling til, om den anholdte mand skal fremstilles i grundlovsforhør.

Nordsjællands Politi

Nordsjællands Politi dækker de 13 nordsjællandske kommuner:

  • Allerød
  • Egedal
  • Fredensborg
  • Frederikssund
  • Furesø
  • Gentofte
  • Gribskov
  • Halsnæs
  • Helsingør
  • Hillerød
  • Hørsholm
  • Lyngby-Taarbæk
  • Rudersdal

Politikredsen betjener cirka 500.000 borgere fordelt på 1.516 km2.

Politikredsens hovedstation ligger i Helsingør, og der er desuden politistationer i Frederikssund, Gentofte og Hillerød. 

Kilde: Nordsjællands Politi

Powered by Labrador CMS