Mand mister livet i arbejdsulykke hos Vestas
Mandlig ansat hos Vestas er død i en arbejdsulykke på vindmøllefabrikantens adresse i Nakskov, oplyser politi
Der er torsdag morgen sket en alvorlig arbejdsulykke på Vestas' adresse i Nakskov.
En mandlig ansat har mistet livet.
Det oplyser vagtchef Heidi Grandt Andresen fra Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi.
- Vi er til stede på Vingevej i Nakskov i forbindelse med en alvorlig arbejdsulykke, siger hun.
Politiet modtog anmeldelsen om ulykken klokken 08.50, og lidt efter klokken 10 oplyser politikredsen, at manden er afgået ved døden.
Da manden er udlænding, er hans pårørende endnu ikke underrettet om dødsfaldet torsdag formiddag, fremgår det.
- Der er ikke fare for andre medarbejdere, skriver politiet på det sociale medie X.
Det har ikke været muligt for Ritzau at få en kommentar fra Vestas torsdag formiddag til ulykken.
Ikke første gang
Det er langtfra første gang, der sker alvorlige ulykker på en af den danske vindmøllefabrikants adresser. De seneste ti år har der været i hvert fald tre andre alvorlige arbejdsulykker.
I oktober 2015 kom en kvinde i klemme mellem en tonstung vindmøllevinge, der skulle flyttes med en kran, og så en reol. Hun døde af sine skader.
I oktober 2017 blev en kvinde ramt i hovedet af en sammenfaldet kran, hvilket førte til, at hun efterfølgende var i kritisk tilstand.
I februar 2022 blev en mand fløjet med helikopter til hospitalet, efter at han var blevet ramt på skulderen af et 740 kilo tungt metalelement.