Bekræfter alvorlig ulykke

Politiet er til stede

Offentliggjort Sidst opdateret

Der er torsdag morgen sket en alvorlig arbejdsulykke på en adresse i Nakskov.

Det oplyser vagtchef Heidi Grandt Andresen fra Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi.

- Vi er til stede på Vingevej i Nakskov i forbindelse med en alvorlig arbejdsulykke, siger hun.

Politiet modtog anmeldelsen om ulykken klokken 08.50.

En mand

Det er en mandlig ansat, der er involveret i hændelsen. 

Lidt efter klokken 09 kan politiet ikke oplyse nærmere om, hvad der er sket, eller hvilken tilstand vedkommende er i.

Ifølge Ritzaus oplysninger er ulykken sket hos Vestas.

Dette har det ikke været muligt at få Vestas til at bekræfte torsdag formiddag.

SYDSJÆLLANDS OG LOLLAND-FALSTERS POLITI

Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi dækker Slagelse, Sorø, Næstved, Faxe, Vordingborg, Guldborgsund og Lolland kommuner.

Lokalpolitistationerne er placeret i Nakskov, Nykøbing F., Vordingborg, Næstved og Slagelse. Derudover er udlændingekontrolafdelingen placeret i Maribo.

Næstved er hovedstationen i politikredsen.

Der bor ca. 390.000 borgere i kredsen.

Antallet af medarbejdere i Sydsjællands- og Lolland-Falsters Politi er cirka 770. Antallet er fastsat efter politikredsens størrelse, indbyggertallet, sagsantallet og arbejdsopgaver i øvrigt.

Ikke første gang

Det er langtfra første gang, der sker alvorlige ulykker på en af den danske vindmøllefabrikants adresser. De seneste ti år har der været i hvert fald tre andre alvorlige arbejdsulykker.

I oktober 2015 kom en kvinde i klemme mellem en tonstung vindmøllevinge, der skulle flyttes med en kran, og så en reol. Hun døde af sine skader.

I oktober 2017 blev en kvinde ramt i hovedet af en sammenfaldet kran, hvilket førte til, at hun efterfølgende var i kritisk tilstand.

I februar 2022 blev en mand fløjet med helikopter til hospitalet, efter at han var blevet ramt på skulderen af et 740 kilo tungt metalelement.

Powered by Labrador CMS