Kvinde hårdt kvæstet
31-årig mand sigtet af politiet
En 37-årig kvindelig bilpassager er kommet alvorligt til skade, efter at føreren af bilen lørdag aften forsøgte at undslippe politiet på Ringvejen nær Ribe.
Det fortæller vagtchef ved Syd- og Sønderjyllands Politi Jacob Matthiesen tidligt søndag morgen.
En politibil satte lørdag aften klokken 23.40 efter bilen.
Rødt lys
- Vi eftersatte bilen, fordi den kørte over for rødt lys. Derfor ville vi have den bragt til standsning. Bilen accelererede og ramte en kantsten.
- Føreren mistede kontrollen over bilen, der endte i grøften, og kvinden røg ud af bilen, siger vagtchefen.
Han fortæller, at der gik omkring et minut fra bilen blev eftersat, til den kørte galt.
Det er uvist, om kvinden havde sikkerhedssele på. Hendes tilstand er stabil.
Er sigtet
Bilens fører, en 31-årig mand, er blevet sigtet for kørsel under påvirkning af euforiserende stoffer. Manden er kommet lettere til skade i forbindelse med ulykken.
En bilinspektør har været ude at tilse ulykkesstedet og skal klarlægge de nærmere omstændigheder for ulykken.