Kvinde død i brand
Først lød det, at kvinden var i livsfare - hun stod dog ikke til at redde
En 32-årig kvinde fra Stenlille blev i nattens løb meldt i livsfare efter en brand i hendes hus i Stenlille, og søndag morgen oplyser politiet, at kvinden er død.
- Hun er desværre afgået ved døden her til morgen, fortæller vagtchef Michael Skræddergaard fra Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi.
Opdaget søndag nat
Branden blev ifølge politiet anmeldt natten til søndag klokken 01.31.
Efter at kvinden var blevet bragt ud fra huset, blev hun overført til Rigshospitalet i København. Det var her, hun nogle timer senere afgik ved døden.
Hvad der var årsagen til branden, er endnu ikke klarlagt. Det skal politiets brandefterforskere nu i gang med at klarlægge gennem en brandteknisk undersøgelse.
Ingen mistanke
- Men der er ikke mistanke om, at der er sket en forbrydelse, lyder det fra Michael Skræddergaard.
Kvindens pårørende er underrettet.