Jages efter kniv-drama

En 21-årig mand er natten til søndag blevet ramt af knivstik i ryggen

Offentliggjort Sidst opdateret

Politiet eftersøger en mand, der mistænkes for at stå bag et knivstik natten til søndag på en Crazy Daisy i Næstved.

Det oplyser Heidi Grandt Andresen, der er vagtchef ved Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi, tidligt søndag omkring klokken 05.

- Der er en person, der er blevet stukket overfladisk med kniv på et diskotek i Næstved. Det er en anmeldelse, vi har fået klokken 03.20 om noget tumult inde på diskotek Crazy Daisy i Næstved, siger hun.

Ramt i ryggen

Det er en 21-årig mand, der er blevet stukket.

Vagtchefen tilføjer, at der er tale om et enkelt knivstik i ryggen.

Der er endnu ikke foretaget nogen anholdelser, men politiet opfordrer folk til at fortælle, hvis de ved noget om sagen.

- Vi vil gerne høre fra folk, der har set noget, siger hun.

Politiet har et signalement på personen, som det mistænker for at stå bag.

Stukket af

- Det er en mand med sort hår, sort skæg, 185 centimeter høj og iført sort tøj. Han er løbet fra stedet, siger vagtchef Heidi Grandt Andresen.

- Vi vil gerne høre fra vidner, der har set den her person løbe fra stedet kort efter klokken 03.20, tilføjer hun.

Crazy Daisy ligger på Grønnegade i Næstved relativt tæt på togstationen.

Ikke indlagt

Den 21-årige mands skader fra knivstikket har ikke været alvorlige nok til, at det har været nødvendigt, at han skal indlægges, oplyser vagtchefen ved Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi.

Powered by Labrador CMS