Festdag endte i tragedie

To dræbt da medier var inviteret på besøg

Offentliggjort

To mænd blev dræbt og to andre kvæstet under det,  der skulle have været en festdag onsdag i Holland.

Det skriver den hollandske avis De Telegraf.

I byen Lochem i det østlige Holland skulle man onsdag indvie byggeriet af en bro over Twente Kanaal.

Broen er en del af et ringvejsprojekt, der har været på tapetet i 20 år, så diverse medier var inviteret med til at overvære det første stykke af broen blive løftet op i luften og sat på plads.

Faldt ned

Det var derfor for rullende kameraer, at det tunge brofag blev løftet op i luften af en kran.

Men af uvisse årsager kollapsede brofaget og faldt ned fra kranen fra stor højde.

Det skulle have været en festdag, men to broarbejdere blev dræbt og to andre kvæstet onsdag.

Nede på jorden blev to arbejdere på broprojektet knust under det nedstyrtede brofag, mens to andre slap med kvæstelser.

De dræbte er fra Polen og Belgien.

De nærmere årsager til den tragiske ulykke skal nu undersøges.  

Powered by Labrador CMS