Dansk familie i grusom ulykke

Kørte galt i Tyskland natten til lørdag 

Offentliggjort Sidst opdateret

Natten til lørdag blev en dansk familie ramt af en alvorlig trafikulykke, der resulterede i flere kvæstelser. Én er i livsfare.

Det oplyser Presse-fotos.dk med Hamburger Abendblatt som kilde.

Ifølge politiets oplysninger var familien, der bestod af to voksne og to børn, på vej syd for grænsen i deres Audi kort før midnat, da den 32-årige kvinde pludselig mistede kontrollen over køretøjet.

Den 32-årige kvindelige fører er livsfarligt kvæstet.

Rullede rundt

Ulykken skete mellem Quickborn og Hamborg, da bilen af ukendte årsager kørte af vejen mod højre, gennembrød et hegn og rullede mindst én gang, før den endte i grøften, forklarer politiet ifølge Hamburger Abendblatt.

Flere brandvæsener blev hurtigt tilkaldt for at yde teknisk bistand, hvor redningsfolkene fandt en person fastklemt i bilen, som måtte reddes ud, forklarer redningsfolkene på stedet.

Livsfarligt kvæstet

Ifølge politiet pådrog den 32-årige kvinde sig livstruende kvæstelser, mens hendes 45-årige passager og de to børn, der er 9 og 11 år gamle, også blev alvorligt kvæstet.

Powered by Labrador CMS