Teenagere i voldsom ulykke
Flere ænder har mistet livet, efter en bil kørte af vejen nær Dragør og igennem en andegård i en have
Tre teenagere kom onsdag aften lettere til skade i et færdselsuheld vest for Dragør.
Det fortæller vagtchef ved Københavns Politi Dyre Sønnicksen.
- Vi får anmeldelsen klokken 23.42.
Uheldet skete det sted, hvor Kongelundsvej skifter til Skovvej. Der laver vejen et sving, hvor bilen fortsætter ligeud, siger vagtchefen.
Føreren af bilen er 18 år, mens de to øvrige passagerer endnu ikke er fyldt 18 år.
- Da vi kommer derud, sidder føreren af bilen fastklemt og er kommet til skade og har slået hovedet. Det er man lidt nervøs for, og derfor blev han tilset på Rigshospitalets traumecenter, siger Dyre Sønnicksen.
Lettere til skade
Den 18-årige har pådraget sig lettere skader og en mulig hjernerystelse.
De to øvrige passagerer er sluppet med lettere knubs.
Der er desuden blevet foretaget en blodprøve af den 18-årige, der skal klarlægge, hvorvidt han var påvirket af stoffer eller alkohol.
Bilen er totalskadet
Vagtchefen fortæller, at bilen blev totalskadet, efter at den kørte af vejen og ind i en have, hvor den kørte igennem en andegård.
- Meget tyder på, at der er blevet kørt med ret høj hastighed, siger vagtchefen.
En bilinspektør er blevet tilkaldt for nærmere at klarlægge, hvilken hastighed bilen kørte med, da den kørte af vejen.
Flere ænder er døde, efter bilen kørte igennem andegården, mens et antal ænder slap fri og måtte indfanges.