Bjarne dømt i vild svindelsag
Hvidvaskede 145 millioner kroner
En mand fra Aarhus er fredag blevet idømt fem års fængsel for at have hvidvasket cirka 145 millioner kroner.
Det oplyser National Enhed for Særlig Kriminalitet, der har efterforsket sagen.
Den 62-årige Bjarne Nørgaard Nielsen tilstod i Københavns Byret, at han havde hvidvasket de mange millioner, og han modtager dommen.
Fra 2018 til 2023
Den dømte har ifølge National Enhed for Særlig Kriminalitet erkendt, at han i en periode fra januar 2018 til februar 2023 har hvidvasket cirka 145 millioner kroner.
Hvidvasken er sket i samarbejde med flere medgerningsmænd gennem forskellige virksomheder, blandt andet ved brug af falske fakturaer og tredjepartsbetalinger, der kunne sløre pengenes ulovlige oprindelse.
Retten har ud over fængselsstraffen konfiskeret ca. 2,9 mio. kroner fra den dømte.
Beløbet vurderes at have været hans personlige udbytte fra de ulovlige transaktioner.